Brandfolk blev holdt tilbage under uroligheder: Mand indebrændte

Foto: Rigspolitiet

En mand mistede natten til lørdag livet i en brand i den svenske by Uppsala. Efter omfattende uroligheder i den bydel, hvor manden boede, valgte politiet at holde brandfolkene tilbage, indtil politiet havde sikret området omkring brandstedet. Både politi og brandvæsen bekræfter, at det forsinkede indsatsen, men en undersøgelse skal nu afklare, om forsinkelsen var medvirkende til dødsfaldet.

Branden opstod omkring kl. 02 natten til lørdag, hvor politi og brandvæsen blev alarmeret til bydelen Gottsunda. Men forud var gået flere dages uroligheder i bydelen, hvor der blandt andet var blevet kastet med molotovcocktails, antændt brande og kastet med sten mod politiet. Derfor valgte politiet at holde brandfolkene tilbage, indtil man havde sikret det område, hvor branden hærgede.

Ifølge avisen Expressen blev der modtaget flere 112-opkald om røglugt, men på grund af urolighederne var det svært at identificere, hvor røgen kom fra. Det var først, da brandvæsenet nåede frem, at man fik lokaliseret den brændende lejlighed.

Politiet bekræfter, at brandudrykningen blev forsinket på grund af urolighederne. ”Der har været en vis forsinkelse, men vi ved ikke, hvor lang den har været. På nuværende tidspunkt kan vi ikke sige, om en hurtigere udrykning kunne have reddet liv. Vi må afvente den retsmedicinske undersøgelse”, siger pressetalsmand Christer Nordström fra politiet.

”Vi havde mange indsatser i området, hvor der var røgudvikling fra mange småbrande. Det havde betydning, at vi ikke kunne sætte ind, som vi gerne ville, men om det så har haft konsekvenser, kan vi ikke sige. Vi vil undersøge forløbet grundigt”, siger den vagthavende chef hos Uppsala Brandförsvar, Patrik Kullman.

Politiet beskriver urolighederne i Gottsunda som ”social uro”.

Annonce