Ejerkommuner har godkendt den nye dimensionering for Beredskab Øst

stationer--lyngby-740-02
Kommunerne Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk har nu godkendt den risikobaserede dimensionering for deres kommende fælles beredskab, Beredskab Øst. Godkendelsen er sket, efter at dimensioneringsplanen har været til udtalelse hos Beredskabsstyrelsen, som ikke havde bemærkninger til plangrundlaget, der da også fastholder det nuværende serviceniveau.

Den sidste af de fem kommuner godkendte tidligere på måneden den risikobaserede dimensionering, og dermed udstår der kun en formel godkendelse i den fælles beredskabskommission for Beredskab Øst, som består af de fem borgmestre og to politidirektører. Kommissionen behandler dimensioneringsplanen på sit møde i januar 2016.

Den risikobaserede dimensionering for Beredskab Øst indebærer blandt andet følgende serviceniveau:

  • Døgnberedskab på brandstationerne i Ballerup, Gentofte, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommuner med en bemanding bestående af en holdleder og fem brandfolk.
  • Deltidsberedskab med en holdleder og fem brandfolk på tilkald tilknyttet hver af brandstationerne i Ballerup, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner.
  • Tre indsatsledere på rådighedsvagt fordelt på tre områder benævnt Vest (st. Ballerup), Midt (st. Gladsaxe) og Øst (st. Lyngby og st. Gentofte).
  • Nærmeste relevante enhed afsendes altid til en given hændelse i de fem kommuner set under ét, og udrykningsområder tilpasses derfor i den kommende tid.
  • Responstiden vil i 55 % af tilfældene være mindre end 5 minutter, i 93 % af tilfældene 8 minutter og i 96 % af tilfældene indenfor 10 minutter.
  • Reduceret udrykning (bestående af tanksprøjte, en holdleder og tre brandfolk) afsendes til afgrænsede mindre hændelser, f.eks. brand i skraldespand, container, mindre forurening mv.
  • Almindelig udrykning (bestående af tanksprøjte, stige/tankvogn, en holdleder og fem brandfolk) afsendes til f.eks. ABA-alarm, trafikulykke, mindre bygningsbrande, brande i transportmidler, gasudslip mv.
  • Stor udrykning (bestående af tanksprøjte, sprøjte, stige, tankvogn, to holdledere og 10 brandfolk) afsendes til alle bygningsbrande samt større redningsopgaver, kemikalieuheld mv. Derudover vil der være visse objekter, hvor der suppleres med yderligere en udrykningsenhed og ekstra indsatsleder.
  • Udrykningsenheder og indsatsledere fra tilstødende udrykningsområder i det samlede dækningsområde supplerer om nødvendigt hinanden ved flere samtidige og/eller større hændelser.
  • Et eller flere specialberedskaber findes på alle brandstationer, som kan anvendes ved særlige hændelser i hele det samlede dækningsområde. Der rådes i den sammenhæng over to kemikalieberedskaber, en særlig redningsenhed, to-tre redningsbåde samt enheder til strategisk vandforsyning.
  • På alle brandstationer er der placeret klima- og følgeskademateriel.

Kan håndtere syv samtidige hændelser

Det daglige beredskab er dimensioneret til at kunne håndtere syv samtidige hverdagshændelser, hvor én udrykningsenhed er nødvendig (mindre komplekse opgaver) og kunne håndtere tre-fire samtidige hverdagshændelser, hvor to udrykningsenheder er nødvendige (eksempelvis bygningsbrande, kemikalieuheld) samt et antal kombinationer derimellem.

På baggrund af erfaringer med anvendelse af nuværende brandkøretøjer med relativt stor vandmængde evalueres det samlede koncept for vandforsyning til brandslukning i løbet af 2016.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure