En epoke er slut i Falck: Allan Søgaard Larsen fyret

Falcks øverste chef gennem 12 år, Allan Søgaard Larsen, er fortid i redningskoncernen. Det er bestyrelsen, som har besluttet at sige farvel til koncernchefen, der startede i Falck i 1990. Begrundelsen er, at Allan Søgaard Larsens medejerskab af Falck gør det uhensigtsmæssigt at lade ham stå i spidsen for en kommende oprydning i Falck-koncernen.

Allan Søgaard Larsen ejer sammen med Falcks vicekoncernchef, Morten R. Pedersen, godt 10 pct. af aktierne i Falck gennem selskabet Liberatio. De resterende aktier ejes af Lundbeckfonden, KIRKBI og TryghedsGruppen. Og netop de to topchefers medejerskab er årsagen til, at de nu begge forlader Falck – Allan Søgaard Larsen med omgående virkning, Morten R. Pedersen om et år.

”Der er efter bestyrelsens opfattelse en uhensigtsmæssig sammenblanding af rollen som ledelse og medejer. Det var naturligt under Falcks private equity-ejerskab, men bestyrelsen ønsker nu, at governance forholdene i Falck skal normaliseres. Det er bestyrelsens opfattelse, at der med beslutningen om at finde en ny koncernchef bliver renere linjer mellem Falcks aktionærer og den daglige øverste ledelse”, siger bestyrelsesformand Peter Schütze, som også henviser til, at bestyrelsen særligt finder det uhensigtsmæssigt, at topchefen i redningskoncernen sidder på en betydelig del af aktierne, når man aktuelt er i en situation, hvor der er en række udfordringer på flere forretningsområder.

Skal sikre stabil overgang

Indtil videre bliver Morten R. Pedersen chef for Falck, men han vil skulle løse opgaven i et tæt samspil med bestyrelsesformand Peter Schütze. Bestyrelsen sætter samtidig en proces i gang med henblik på at finde en ny koncernchef. Morten R. Pedersen fortsætter i direktionen i en overgangsperiode med henblik på at sikre Falck en stabil overgang frem til, at en ny koncerndirektion kan tage over. Herefter indtræder han i bestyrelsen for Falck som repræsentant for Liberatio.

Allan Søgaard Larsen og Morten R. Pedersen tager bestyrelsens beslutning til efterretning. ”Vi anerkender governance-problemstillingen, og vi anerkender, at vi i sagens natur udgør en meget uafhængig direktion på grund af vort medejerskab. Vi er ikke enige i bestyrelsens beslutning, men vi tager den til efterretning”, siger Allan Søgaard Larsen.

Skrammet image

Allan Søgaard Larsen startede i Falck i 1990 som personalechef, og i de følgende år varetog han en række lederstillinger i Falck. Karrieren toppede i 2004, hvor han blev koncernchef.

I Allan Søgaard Larsens tid som øverste chef for redningskoncernen er der gennemført en voldsom ekspansion i udlandet, og i dag har Falck aktiviteter i 44 lande samt 38.000 medarbejdere. Dermed er Falck blevet en af Danmarks største virksomheder.

De seneste år har fortællingen om Falck som væksteventyr imidlertid fået skrammer – og det samme har Allan Søgaard Larsens ry. Falcks sikkerhedsaktiviteter indenfor oliebranchen tjente således gode penge til aktionærerne i de år, hvor branchen var i vækst, men den aktuelle situation med lave oliepriser har medført et stærkt faldende aktivitetsniveau – og dermed givet Falck massive tab. Samtidig har det vist sig, at mange af de små og mellemstore selskaber, som Falck har opkøbt i hele verden, har været underskudsforretninger, som Falck ikke har formået at få integreret og gjort overskudsgivende.

Senest har Falcks image lidt stor skade på grund af kampen om ambulancekørslen i Region Syddanmark. Falcks aggressive håndtering af situationen efter BIOS’ overtagelse af de syddanske ambulancer har således ført til, at en række regioner aktivt overvejer at hjemtage dele af ambulancekørslen, ligesom en sag for overtrædelse af konkurrencelovgivningen truer. Allan Søgaard Larsens ofte meget personlige og aktive lobbyarbejde overfor regioner og kommuner, der overvejer alternativer til Falck, er også blevet kritiseret – og har været med til at cementere det billede af Falck som monopolist, som Falcks kritikere i mange år har fremmanet.

Er stolt over resultaterne

Den nu fratrådte koncernchef ser tilbage på tiden i Falck med glæde. ”Jeg har haft nogle fantastiske år som koncernchef i Falck, hvor virksomheden er vokset til det firedobbelte under min og vicekoncernchef Morten R. Pedersens ledelse. Jeg er og vil altid være stolt over det, vi sammen med tusindvis af fantastiske medarbejdere har udrettet. Og jeg ser frem til at kunne være med til at bidrage til den fortsatte udvikling som en aktiv del af ejerkredsen sammen med Morten R. Pedersen”, siger Allan Søgaard Larsen.

Han retter samtidig en stor tak til Falcks medarbejdere: “Jeg kommer til at savne Falcks kompetente, dedikerede og engagerede medarbejdere, som jeg siden 1990, hvor jeg begyndte i Falck, har været på en helt utrolig rejse sammen med. Jeg kender ganske enkelt ingen virksomheder, der har den ånd og det sammenhold, som Falck har. Det er helt unikt. Jeg ønsker både Falck og alle medarbejdere alt godt i fremtiden”.

Peter Schütze understreger da også, at der er stor respekt omkring Allan Søgaard Larsens og Morten R. Pedersens indsats for Falck:

”Allan Søgaard Larsen og Morten R. Pedersen har, siden de blev udnævnt til direktionen i 2004, haft en enorm betydning for Falck. De har været den afgørende drivkraft i den udvikling, selskabet har været igennem”, siger Peter Schütze.

Annonce