Hovedstadens Beredskab får ny operativ ledelsesstruktur

Arkivfoto: Hovedstadens Beredskab

Det nye Hovedstadens Beredskab, som blev etableret ved årsskiftet, får som noget af det første en ny operativ ledelsesstruktur. Fremover bliver ledelsessystemet i landets største beredskab inddelt i tre niveauer, der betegnes guld, sølv og bronze. Niveauerne omfatter henholdsvis strategisk, operativ og taktisk ledelse.

Når en ny risikobaseret dimensionering er på plads, kommer guld-niveauet i Hovedstadens Beredskab til at bestå af beredskabets øverste ledelse, som udgør det strategiske niveau. Guld-niveauet skal fastlægge de overordnede strategier og retningslinjer for både indsatsen og organisationen samt samarbejde med det tilsvarende strategisk ledelsesniveau i kommuner, regioner og stat.

Sølv-niveauet, det taktiske niveau, er øverst ansvarlig for den operative ledelse. Dermed er sølv-niveauets primære opgave er at omsætte de strategier, som guld-niveauet har lagt, til operative handlinger. Bronze-niveauet, der også er på det taktiske niveau, har den direkte ledelse af de indsatte ressourcer på skadestedet.

Konkret udgøres guld-niveauet fremover af beredskabsdirektøren og dennes stedfortrædere, det vil sige tre direktionsmedlemmer. De vil være på almindeligt tilkald i tjenestevogn.

Operationschef, indsatschef og stabschef

Sølv-niveauet vil først og fremmest bestå af den vagthavende operationschef, som er øverst ansvarlig for det operative beredskab i Hovedstadens Beredskab. Operationschefen har ansvaret for styringen af det operative ledelsessystem og skal sikre, at alle indsatser forløber i henhold til beredskabets overordnede strategi samt at de løses med den nødvendige kvalitet og sikkerhed mv. Endvidere har operationschefen en vigtig opgave i at sikre risikoovervågning af omverden, herunder at være ansvarlig for den fremadrettede og proaktive planlægning af beredskabet, vejrligssituationer, forhøjet trusselsniveau og lignende. Operationschefen skal også håndtere medier i det daglige. I alt vil der være 7-8 medarbejdere, som indgår i vagten for operationscheffunktionen.

Vagthavende indsatschef vil udgøre sølvniveauet ude på skadestedet. Indsatschefen skal således kunne lede meget store eller komplekse indsatser, som stiller store krav til analytiske evner og fleksibilitet. Indsatschefen vil have det overordnede ansvar for den tekniske/taktiske ledelse på stedet, herunder fastlæggelse af mål med indsatsen og taktisk plan. Indsatschefen skal have fokus på ledelse og holde en vis afstand til selve skadestedet. Der vil blive 4-6 faste indsatschefer, som har rådighedsvagt i eget indsatslederkøretøj med en maksimal responstid på 30 minutter. Indsatscheferne skal jævnligt have rutinevagter som indsatsledere for at være opdateret med procedurer, teknik mv.

Ligeledes på sølv-niveauet skal Hovedstadens Beredskab have en vagthavende stabschef, som er specialist i både at lede og arbejde i stab. Stabschefen vil f.eks. skulle bemande KSN/LBS. Også her skal 4-6 personer indgå i vagtordningen, hvor den normale vagtform er rådighedsvagt i eget køretøj med en maksimal responstid på 60 minutter.

Tre indsatsledervagter

På bronze-niveauet får Hovedstadens Beredskab tre indsatsledervagter: Vest, Øst og Dragør. Indsatslederne skal selvstændig kunne lede hverdagsindsatser, herunder større færdselsuheld, omfattende lejlighedsbrande, ABA-alarmer til særlige risikoobjekter samt kemikalieuheld. På meget store skadesteder skal indsatslederen dels kunne fungere som skadestedsleder med ca. 4‐8 enheder. Bemandingen udgøres af 8 indsatsledere pr. funktion, d.v.s. i alt 16 indsatsledere for Vest og Øst. I Dragør deles vagterne mellem 3-4 medarbejdere. Indsatslederne i Vest og Øst har døgnvagt i eget indsatslederkøretøj, mens indsatslederen i Dragør har rådighedsvagt i hjemmet.

Herudover udgøres bronze-niveauet af holdlederne, der operativt har ansvaret for mindre eller rutineprægede hændelser.

Endelig vil der døgnet rundt være en stabsoperatør på alarm- og vagtcentralen. Denne funktion deles mellem 3 medarbejdere med 6 afløsere. Stabsoperatøren – der bemander en kommandovogn som ledelsesstøtte – har som hovedopgave at sikre kommunikation mellem skadestedet og baglandet (ydre og indre ledelse), håndtere teknisk ledelsesstøtte på skadestedet samt sørge for log/dokumentation.

Ny station Gearhallen

Geografisk vil det være Hovedstadens Beredskabs nye station Gearhallen i Valby, som bliver omdrejningspunkt for den operative ledelse. Her vil den nye kommandocentral døgnet rundt være bemandet med en operationschef, en logistikchef (overvagtmester), en vagtholdsleder, en stabsoperatør (med kommandovogn) samt et antal alarmoperatører.

Også de to faste indsatsledervagter tilknyttes station Gearhallen. Indsatslederne vil som udgangspunkt dække hvert sit geografiske område, som er fastsat i forhold til antal udrykninger, således at der opnås en jævn fordeling af udrykningerne.

Annonce