Kommune: Hjælp os med gode argumenter mod nedlæggelse af akutbil

I et sparekatalog fra Region Syddanmark foreslås det, at akutbilerne i Fåborg, Grindsted, Skærbæk og Haderslev bliver nedlagt. Det har nu fået Haderslev Kommune til at tage et usædvanligt initiativ: På kommunens Facebook-side bliver borgerne bedt om at hjælpe med de bedste argumenter for, at den lokale akutbil bevares.

Nedlæggelsen af de fire akutbiler skal give en nettobesparelse på omkring 6 mio. kr. om året, og den vil kunne gennemføres allerede fra 1. maj 2016. Region Syddanmark påpeger i sparekataloget, at de fire akutbiler, som foreslås nedlagt, er placeret i områder, hvor deres effekt på responstiden er begrænset. Sammenlignet med andre dele af regionen, hvor der er akutbiler, har de fire kommuner således en relativt mindre andel af ambulanceudrykninger, hvor responstiden overstiger 15 minutter.

I Haderslev Kommune synes man imidlertid ikke, at nedlæggelsen af den lokale akutbil er en god idé, og derfor har kommunen nu skrevet følgende indlæg på sin Facebook-side:

”Akutbilen i Haderslev står i et sparekatalog i Region Syddanmark og er derfor i fare for at blive nedlagt. Det vil vi i Haderslev Kommune gøre alt for ikke sker, og vi er derfor ved at forberede alle de gode argumenter til regionen, så vi kan få lov til at beholde akutbilen. Hvorfor synes du, det er vigtigt, vi bevarer akutbilen?”

Sparekataloget er i høring indtil den 29. februar 2016, og borgernes tilbagemeldinger skal anvendes til kommunens høringssvar.

I skrivende stund har indlægget fået 239 likes, 52 delinger og 53 kommentarer.

Annonce