Ønsker at Morsø Kommune skal udtræde af Nordjyllands Beredskab

I dag indgår samtlige 11 kommuner i Region Nordjylland i det fælleskommunale Nordjyllands Beredskab. Men onsdag skal politikerne i Morsø Kommune tage stilling til et socialdemokratiske ønske om, at kommunen udtræder af det fælles beredskab og i stedet satser på sit eget beredskab. Det vil i givet fald koste kommunen ca. 277.000 kr. ekstra om året.

Der har i længere tid været debat om, hvad en kommende dimensioneringsplan for Nordjyllands Beredskab vil betyde for beredskabet i Morsø Kommune, hvor man som ø har nogle særlige krav til beredskabets robusthed. Det har nu resulteret i et forslag fra Socialdemokratiet om, at kommunen helt udtræder af Nordjyllands Beredskab.

Socialdemokraterne har udarbejdet et ”bekymringsnotat”, hvor de forlanger en skriftlig garanti for en række forhold. Blandt andet ønsker Socialdemokraterne, at der skal fastholdes to slukningstog i Morsø, at der stadig skal være materiel og mandskab til højderedning, at der skal være lokalt frigørelsesudstyr, at der skal være en lokal redningsbåd, at beredskabet selv skal stå for uddannelser i førstehjælp og brandbekæmpelse samt at der skal være lokale indsatsledere.

Ifølge et notat fra Morsø Kommune vil det kun være muligt at udtræde af Nordjyllands Beredskab med et års varsel – og tidligst pr. 31. december 2017. En udtræden af det fælles beredskab vil medføre udtrædelsesudgifter på ca. 100.000 kr., men samtidig er der ifølge kommunen risiko for, at kommunen vil blive pålagt en sanktion fra regeringen, fordi antallet af beredskabet bliver større end målsætningen. Samtidig vil kommunen gå glip af den besparelse, som opnås i Nordjyllands Beredskab, hvilket vil medføre en årlig merudgift på 277.000 kr.

I notatet påpeger kommunen desuden, at beregningerne er behæftet med en række usikkerheder. Det vides således ikke, hvad de tilbageværende kommuner i Nordjyllands Beredskab vil kræve for fremtidige assistancer, ligesom det er usikkert, om kommunens aftale med Falck vil kunne genforhandles til samme prisniveau som tidligere. Desuden er det forudsat, at kommunens køretøjer, materiel og mandskab overdrages fra Nordjyllands Beredskab.

Morsø Kommunes teknik- og miljøudvalg skal behandle spørgsmålet om en udtræden på onsdag.

Annonce