Præhospital chef: Reddere skal ikke behandle hjertestop efter 10-12 minutter

Hvis ambulanceredderne i Region Syddanmark efter 10-12 minutter kommer frem til en patient med hjertestop, som ikke har fået førstehjælp, så skal de ikke iværksætte behandling af patienten, for det giver ikke mening. Sådan lyder udmeldingen fra regionens præhospitale chef, Gitte Jørgensen. Samtidig har regionen slået fast, at der først må sendes en ekstra ambulance ved hjertestop, hvis redderne er nået frem og har vurderet, at patienten kan behandles.

I en ny melding til redderne fastsætter Region Syddanmark, at der – når akutlægebilen er optaget – ikke sendes en ekstra ambulance med, når der indløber melding om hjertestop. Ved hjertestop vil de to reddere på ambulancen ikke være nok til at udføre en avanceret behandling, men i Region Syddanmark må der nu først tilkaldes en ekstra ambulance, når den første ambulance er nået frem og redderne har konstateret, at der er ”potentiale for genoplivning”. Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge Region Syddanmarks præhospitale chef, Gitte Jørgensen, er det naboer eller andre, som må assistere ambulanceredderne ved hjertestop, indtil den ekstra ambulance er fremme.

”For det første kunne man jo være så heldig, at der har været nogen og give hjertemassage, inden ambulancen kommer. Det kunne være, at der var en nabo, der var kommet ind og kunne fortsætte med at give hjertemassage. Så ville paramedicineren have hænderne fri. Hjælpen inden for de første 4-5 minutter er den mest afgørende for overlevelsen”, siger Gitte Jørgensen.

Samtidig slår den præhospitale chef fast, at det er op til redderne at vurdere, om det giver mening at behandle en patient med hjertestop. Og hvis redderne ikke vurderer, at det er tilfældet, så skal der ikke iværksættes nogen behandling:

”Vi er nødt til at erkende, at hvis vi kommer frem til en patient med hjertestop, der ikke har fået behandling i 10-12 minutter, så giver det ikke mening at behandle. Så skal man naturligvis ikke tilkalde en ekstra ambulance”, siger Gitte Jørgensen til Ekstra Bladet.

Udmeldingen fra Region Syddanmark står i kontrast til Sundheds- og Ældreministeriets vejledning om genoplivningsforsøg. Heraf fremgår det, at præhospitalt personale ved hjertestop har pligt til at iværksætte genoplivningsforsøg, med mindre der er tale om særlige situationer, f.eks. hvor en læge på forhånd har ordineret fravalg af genoplivningsforsøg eller hvor der er så store fysiske skader, at dødens indtræden er åbenbar. Og en ambulanceredder må ifølge vejledningen kun i helt særlige situationer erklære en patient for død.

Annonce