Region Midtjylland vil etablere fem nye ordninger med 112-akuthjælpere

Arkivfoto

I løbet af det kommende års tid får byerne Spjald, Nimtofte, Juelsminde, Ørnhøj og Klejtrup i Region Midtjylland formentlig 112-akuthjælperordninger, hvor lokale frivillige rykker ud for at yde førstehjælp i områder med lange ambulance-responstider. Det er puljemidler fra Sundheds- og Ældreministeriet, som gør det muligt at etablere de nye ordninger. Regionen fik dog nej til flere paramedicinere og styrkelse af akutlægebiler.

Sundheds- og Ældreministeriet har givet tilsagn om en bevilling på 382.500 kr. til etablering og drift af fem 112-akuthjælperordninger i Region Midtjylland for perioden indtil udgangen af 2017.

Der er tale om en reduceret bevilling i forhold til de 450.000 kr., som regionen søgte. Regionen forventer at kunne etablere og drive to ordninger ultimo 2016 og tre ordninger i løbet af 2017. Da der er tale om en engangsbevilling fra ministeriet, skal de årlige driftsudgifter på ca. 200.000 kr. fra og med 2018 indgår i de almindelige budgetdrøftelser.

I er der i alt er 25 akuthjælperordninger i Region Midtjylland. På baggrund af bevillingen vil der nu blive søgt etableret nye ordninger i Spjald, Nimtofte, Juelsminde, Ørnhøj og Klejtrup i samarbejde med de respektive kommuner. Det er en forudsætning, at der kan rekrutteres det nødvendige antal frivillige til at bemande ordningerne.

Ikke midler til paramedicinere og læger

Sundheds- og Ældreministeriet har samtidig givet afslag på Region Midtjyllands ansøgning om midler fra puljen til styrket akutindsats.

Ansøgningen gik på paramedicinere på to ambulanceberedskaber samt styrket lægedækning på akutlægebilerne i Holstebro og Herning. Ministeriet valgte imidlertid at tilsige alle 20 mio. kr. fra denne pulje til videreførelse af akutlægebilen i Hjørring og forsøgsprojektet med akutbil på Bornholm.

Annonce