SINE er blevet opdateret til ny og mere driftssikker version

Arkivfoto

Natten til tirsdag blev der foretaget en omfattende opdatering af beredskabernes fælles radionet, SINE. Opdateringen gik efter planen, og SINE kører nu i en mere effektiv og driftssikker version. SINE er ikke blevet opdateret siden implementeringen i 2010, og derfor var tiden nu inde.

”SINE har kørt i sin oprindelige version i en årrække. Der er på alle fronter stor tilfredshed med nettet, men for at sikre beredskaberne et robust og effektivt radionet i årene fremover, skulle opdateringen foretages nu”, fortæller Lene Gisselø Maaløe, der centerchef i Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation (CFB).

Opdateringen blev foretaget om natten i fire etaper, og under hver etape sad personale fra beredskaberne klar til at assistere og hjælpe Rigspolitiet med at teste radioer og kontrolrum før, under og efter opdateringen, oplyser CFB.

”Vi havde i et tæt samarbejde med Rigspolitiets Nationale Beredskabsafdeling og leverandøren af SINE, Dansk Beredskabskommunikation, planlagt opdateringen ned til mindste detalje, og derfor vidste alle involverede parter, hvad deres opgave var på opdateringsnatten. På den måde havde vi hånd i hanke med situationen og kunne gribe ind, hvis der opstod problemer”, siger Lene Gisselø Maaløe – og bemærker, at beredskaberne ikke i dagligdagen vil mærke til opdateringen.

Mens selve opdateringen fandt sted, var der etableret lokale beredskabsstabe (LBS) i alle politikredse, og samtidig var også NOST, den nationale operative stab, trådt sammen i Rigspolitiet for at følge opdateringen tæt.

Forud for den landsdækkende opdatering af SINE blev der foretaget en pilottest på Bornholm. Her blev SINE kørt over på den nye softwareversion og tilbage igen. Under testen deltog bl.a. Bornholms Politi og Bornholms Brandvæsen med at teste funktioner på radioer og foretage tjek på vagtcentraler og i kontrolrum.

”Pilottesten på Bornholm gav os en god idé om, hvad vi kunne vente os af den landsdækkende opdatering. De få uhensigtsmæssigheder, som vi opdagede under testen på Bornholm, fik vi rettet før den store opdatering, og alt forløb som det skulle”, siger Lene Gisselø Maaløe.

Annonce