Styrelse: Farlig ukrudtsbrænder kan eksplodere og koste menneskeliv

Sikkerhedsstyrelsen advarer alle mod at bruge en ukrudtsbrænder af mærket Ignite Nordic. Brænderen er solgt i Bauhaus i hele landet, og den har været årsag til et alvorligt uheld i en have på Københavns Vestegn. Importøren har straks stoppet salget af brænderen og tilbagekalder nu alle solgte. Ifølge Sikkerhedsstyrelsen kan ukrudtsbrænderen eksplodere og koste menneskeliv.

En kvindes tur i haven på Københavns Vestegn forvandlede sig til et mareridt, da hendes ukrudtsbrænder brød i eksplosionsagtig brand. Gasflasken fløj 10 meter, da kvinden i sidste uge ville fjerne ukrudt i haven med en ny ukrudtsbrænder.

Sikkerhedsstyrelsen advarer på den baggrund andre købere af produktet mod at bruge det. Det drejer sig om ukrudtsbrændere af mærket Ignite Nordic. De er solgt i Bauhaus-butikker over hele landet, og de har kostet ca. 500 kr. Efterfølgende har det vist sig, at samme ukrudtsbrænder er solgt i kæden Jem og Fix, men her under mærket Garden. Den tilbagekaldes også.

Må under ingen omstændigheder bruges

”Ukrudtsbrænderen er farlig. Har man købt den, skal den straks leveres tilbage til butikken, og man skal under ingen omstændigheder bruge den”, siger chefkonsulent Arne Hosbond fra Sikkerhedsstyrelsen.

Importøren af ukrudtsbrænderen har fredag stoppet salget og tilbagekalder alle brændere fra forbrugerne.

”Importøren gør det helt rigtige i den her situation. Vi kontaktede dem, og de gik straks i gang med at samarbejde med os om et salgsstop. Vi arbejder også tæt sammen med Bauhaus, som har forhandlet produktet og straks har taget det af hylderne. Importøren kontakter os, da de bliver klar over, at det er samme type ukrudtsbrænder, der er solgt til Jem og Fix. Vi arbejder nu sammen med Jem og Fix, som har forhandlet produktet og straks har taget det af hylderne”, forklarer Arne Hosbond.

Blev brugt i overensstemmelse med manualen

Det, der gør ukrudtsbrænderen farlig, er at der siver gas ud af den, selvom man har samlet den, som der står i brugsanvisningen.

Det var også tilfældet i forbindelse med uheldet på Københavns Vestegn. Mens kvinden fjernede ukrudt, blev hun pludselig opmærksom på 20 centimeter høje flammer, der stod op fra gasflaskens top. Hun hentede et tæppe og forsøgte at slukke ilden ved at lægge det over flasken. Det resulterede i, at der gik ild i tæppet. Derefter ringede kvinden 112. Brandvæsnet kom inden for fem minutter, og kvinden blev ført i sikkerhed. Ca. to minutter senere eksploderede gasflasken. Den fløj 10 meter på tværs af haven.

Undersøgelsen af den eksploderede flaske og ukrudtsbrænder viser, at uheldet sandsynligvis skyldes utæthed mellem gevind og gasflaske og gevind og brænderen. Sikkerhedsstyrelsen har efterfølgende testet ubrugte eksemplarer af produkter. De havde samme fejl.

”Vores undersøgelser har vist, at selv med værktøj er det nærmest umuligt at spænde gevindet hårdt nok fast til, at det er tæt. Utætheder medfører risiko for brandfare og i sidste ende eksplosion. I værste fald kan det her koste menneskeliv”, siger Arne Hosbond.

Annonce