Styrker beredskab ved massetilskadekomst, klimahændelser og industribrande

Arkivfoto: Hovedstadens Beredskab

Bestyrelsen for Hovedstadens Beredskab har besluttet, at beredskabet i forhold til terror, klimahændelser og større industribrande skal styrkes. Områderne stiller hver især store krav til beredskabet, og derfor skal der fremadrettet investeres i øgede kompetencer og bedre materiel.

Hovedstadens Beredskab vil allerede fra midten af 2017 begynde uddannelsen af medarbejderne og anskaffelsen af de store mængder nyt materiel og køretøjer.

Styrkelsen af beredskabet ved massetilskadekomst er en konsekvens af de seneste terrorhændelser i en række europæiske byer, som har fået Hovedstadens Beredskab til at analysere kapaciteten i forhold til at kunne håndtere lignende hændelser i Hovedstadsområdet.

Analysen peger på et behov for at styrke beredskabet og øge robustheden på en række punkter:

  • Brandfolkene i Hovedstadens Beredskab uddannes til at kunne yde avanceret førstehjælp ved massetilskadekomst.
  • Et øget fokus på koordinering og overblik mellem myndighederne (beredskab, region og politi), samt et fælles system til ressourcestyring og vidensdeling.
  • En styrket analysefunktion til overvågning og analyse af trends og som kan skabe baggrund for læring og planlægning af indsatser.
  • Uddannelse og øvelser for brandfolkene under realistiske forhold samt systematisk praktisk træning og øvelse for ledere på alle niveauer.
  • Medvirke til at rettidig information til befolkningen om den aktuelle situation.

Klimahændelser kræver mere materiel

Da stormfloden den 4. januar 2017 ramte områder i Hvidovre og Dragør, blev der udlagt mobile dæmninger for at sikre landområderne. Den efterfølgende analyse har vist, at såfremt et større område bliver ramt, vil Hovedstadens Beredskab have behov for mere materiel.

Med bestyrelsesbeslutningen kan Hovedstadens Beredskab øge sin kapacitet af mobile dæmninger væsentligt, ligesom brandfolkene på flere af beredskabets 12 stationer vil blive uddannet til opgaven. I dag er det primært station Fælledvejen der betjener beredskabets klimamateriel.

Hovedstadens Beredskab vil sammen med ejerkommunerne analysere på yderligere konsekvenser af klimahændelser.

Brande i industriområder er særligt krævende

Hovedstadsområdet rummer en række særlige virksomheder, hvor brandindsatser kan være særligt krævende eller er betinget af, at Hovedstadens Beredskab har hurtig adgang til specialmateriel. Virksomhederne oplagrer f.eks. store mængder brandbar væske eller fast brændsel.

Med anskaffelsen af specialmateriel og uddannelse af medarbejderne vil Hovedstadens Beredskab i fremtiden være bedre klædt på til at kunne håndtere brande i disse komplicerede og dyre industrianlæg, hvor hændelserne ofte, udover økonomiske tab, vil medføre stor påvirkning af miljøet.

”Det er vigtigt, at vi hele tiden følger med i udviklingen og ruster vores beredskab på de steder, hvor vi kan se, at der er et behov. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi i bestyrelsen har fået skabt mulighed for at vores beredskab i fremtiden kan være bedre rustet, når terror eller store og komplicerede ulykker rammer os. Borgerne stoler på, at beredskabet er klar og træder til. Det er vigtigt for os at skabe tryghed for borgerne og have et robust beredskab”, siger formanden for Hovedstadens Beredskab, borgmester i Hvidovre Helle Adelborg.

Annonce