Ti gange har et team på fire robotter hjulpet brandfolk i London med at fjerne gasbeholdere, der risikerer at sprænge i luften under en brand, og med robotterne skæres 20 timer af slukningsarbejdet. Det er militærleverandøren QinetiQ, der har udviklet robot-brandfolkene, som foreløbig har vist sig at være meget nyttige i forbindelse med brande, der involverer gasbeholdere. Robotterne og deres operatører har været på prøve hos London Brandvæsen i 2009, hvor de har deltaget i ti operationer med stor succes, skriver Ingeniøren. Tidligere tog brande, der involverede gasbeholdere, 24 timer at få slukket og under kontrol, fordi gassen kan blive til tidsindstillede bomber, som kan være til stor fare, selv efter branden er slukket. Med robotterne tager det under tre timer.
I løbet af de sidste fem år har der været 471 sager, der involverede gasbeholdere i London, så tidligere måtte brandvæsnet lukke dele af London ned i mere end 24 timer hver anden uge. Nu når sådanne sager end ikke nyhederne, fordi robotterne får klaret sagerne så hurtigt. På samme måde kan hurtige løsninger være til glæde for togtransporten, der ikke behøver lukke hele jernbaner ned i mere end et døgn, hvis noget går galt med gasflasker.
Den første robot er ’Talon’, som er lille og meget manøvredygtig. Den kan bestige trapper og kameraerne om bord, der kan optage video og tage termografiske billeder, kan foldes ud, så de kan klemmes ind trange steder. Den kan påføres flere sensorer og sendes ofte først ind på brandscener, hvor den bruges til at få et overblik over situationen. Den er desuden blevet brugt i Irak i forbindelse med bomber.
Den næste robot, der sendes ind, er ‘Bison’. Den er lidt større og bruger skæreværktøjer til at få adgang til for eksempel lagerrum med gas. Den har også et kamera og en lille vandkanon, så den kan sprøjte på gasbeholderne. Hvis der kommer damp er det et tegn på, at de arbejder med en varm og potentielt farlig gasbeholder.
Herefter tager ‘Black Max’ sig af den traditionelle brandslukningsopgave. Den er firehjulet og medbringer en brandslange, som den kan nedkøle gasbeholderne med. Til sidst er der ’Brokk’, der har en stor klo, så den kan samle gasbeholderne op og flytte dem.
Udover brande med gas viln robotterne også kunne bruges til andre opgaver med stor fare, f.eks. kemiske eller biologiske udslip. Der findes sensorer, der kan bruges i disse forbindelser, og de kunne nemt monteres på robotterne. I det hele taget vil Londons brandvæsen gerne have flere af robotholdene på arbejde i London. Det nuværende to-årige projekt er finansieret af jernbanenetværket, motorvejsstyrelsen og London Transport og organiseret i samarbejde med Londons brandvæsen.























