En 24-årig freelance-fotograf, som er tilknyttet den svenske 112-side Utryckning.se, er blevet anholdt og sigtet for at have påsat to brande. Han har overfor politiet erkendt, at han stod bag brandene, hvor han tog billeder, som han indsendte til Utryckning.se. Politiet har mistanke om, at fotografen også står bag andre påsatte brande. Den 24-årige, som i længere tid har været tilknyttet Utryckning.se, har erkendt, at han i juli forsøgte at sætte ild på en ladebygning, der lå ved siden af en kirke, hvor han arbejdede. Branden gik imidlertid ud af sig selv, men fem dage senere forsøgte han igen, og denne gang brændte bygningen ned til grunden. Han tog et stort antal billeder af den voldsomme brand, og de blev efterfølgende bragt på Utryckning.se. Ifølge redaktør Håkon Eriksson forsøgte Utryckning.se også at sælge billederne videre til andre medier, dog uden held. Håkon Eriksson fortæller, at den 24-årige fotograf altid var meget stolt, når hans billeder blev bragt på Utryckning.se.
Politiet fik mistanke til den 24-årige, da han blev afhørt som vidne til den seneste brand. Her kunne politiet konstatere, at hans oplysninger om, hvor han befandt sig, da branden brød ud, ikke passede med politiets øvrige oplysninger. Da politiet gik ham på klingen, erkendte han at havde påsat branden. Politiet har mistanke om, at han også kan stå bag andre påsatte brande, og derfor efterforsker politiet i øjeblikket alle de brande, som den 24-årige har leveret billeder fra.






















