To af aktørerne på det danske marked for skadeservice, ISS og SSG, er havnet i et spektakulært slagsmål om nøglemedarbejdere. ISS beskylder SSG for at have haft en muldvarp ansat i ISS med det formål at overtale nøglemedarbejdere til at forlade ISS til fordel for SSG. Hos ISS betegner man det som en principsag, og derfor har ISS stævnet SSG - og dermed er en retssag på vej. "Vi er især vrede over den målrettede måde, som SSG groft har overtrådt grænserne for god forretningsskik", siger adm. direktør i ISS Danmark Maarten van Engeland til dagbladet Børsen. Han understreger, at ISS-ledelsen i Danmark har brugt meget energi på denne sag, da man simpelthen ikke vil finde sig i en sådan adfærd.
Sagen går i al sin enkelhed ud på, at ISS stævner SSG for at have stjålet kernemedarbejdere til en kraftig jysk ekspansion af forretningen i perioden oktober 2007 til sommeren 2008. Det er angiveligt sket ved, at en tidligere ISS-chef, Henrik Møller, har ageret "muldvarp" under sin ISS-ansættelse og fået ledende medarbejdere i ISS til at skifte til SSG. "Vi mener, at SSG har overtrådt markedsføringslovgivningen, og for os er det blevet en principsag", siger Maarten van Engeland. Sagen er principiel, da ISS vil vise omverdenen, at man ikke bare tager virksomhedens bedste medarbejdere – og at man slet ikke accepterer, at ISS-ansatte arbejder aktivt for at få andre ISS-folk med over til konkurrenter.
Inden for skadesservice tager ledende medarbejdere ofte kunderne med, når de flytter arbejdsplads. Og derfor led ISS også den tort – ud over at miste vigtige medarbejdere – at tabe mange betydningsfulde kunder, da personlige forhold har stor betydning i den branche.
SSG er dybt uenig og afviser at have gjort noget forkert. "Vi kan overhovedet ikke se, at vi har overtrådt markedsføringsloven", siger Sonny Nielsen, der er bestyrelsesformand i SSG, til dagbladet Børsen. Hans adm. direktør, Michael Nielsen, kan godt forstå, at man hos ISS er ærgerlig over at have mistet værdifulde medarbejdere, og understreger, at sagen dræner SSG-ledelsen for ressourcer i forhold til tid og penge. Han afviser samtidig, at Henrik Møller har ageret muldvarp for SSG i sin tid i ISS, men bekræfter, at Henrik Møller har været ansat i SSG en kort overgang som regionschef for de vestlige operationer i Danmark. "Vi bruger meget tid og penge på denne sag", siger Michael Nielsen og understreger, at SSG er oppe mod en spiller, der har råd til at sætte lige så mange advokater på sagen, som de godt 300 mennesker, han har ansat i SSG. ISS er til sammenligning godt på vej mod en halv mio. ansatte globalt.
LD Invest Equity gik sidste år ind i SSG med en ejerandel på 32,3 pct., men afviser, at der er etiske problemer i at være ejere i et selskab, der er stævnet for at have overtrådt markedsføringsloven. Partner Niels Toft mener, at sagen er et driftsspørgsmål og ikke et ejeranliggende.
Endelig er der den familiemæssige side af sagen. Topchefen i ISS er Jørgen Lindegaard, og hans lillebror, Peter Lindegaard, sidder i SSG-bestyrelsen, og det er nemt at forestille sig, der vil være en del drillerier mellem de to ved familiesammenkomster. Til det siger Jørgen Lindegaard, at sagen er rent kommerciel og derfor ikke vedrører bestyrelsen. "I øvrigt har vi aldrig drøftet sagen", siger Jørgen Lindegaard.
ISS og SSG er i dag henholdsvis den største og næststørste udbyder af skadeservice i Danmark.























