I sidste uge nedlagde ambulancefolkene i Københavns og Frederiksberg brandvæsener arbejdet for at gå til fagligt møde. Årsagen var en stor utilfredshed med Region Hovedstaden, som ifølge ambulancefolkene helt urimeligt har placeret skylden for de aktuelle ambulanceproblemer hos ambulancefolkene og alarmcentralen. I dag holdt Region Hovedstaden og Københavns Kommune så et hastigt indkaldt møde om regionens ambulancetjeneste, og resultatet blev, at der etableres et nyt samarbejdsforum. Mødet foregik ifølge Region Hovedstaden i en god og konstruktiv tone – den samme tone, som man enedes om skal danne grundlaget for det fremtidige samarbejde. Parterne blev således enige om, at energien skal bruges på fremadrettede løsninger på de problemstillinger, som parterne erkender, at der er.
For at sikre den fremtidige dialog og at problemerne bliver løst, blev det på mødet aftalt, at Region Hovedstadens og Københavns Brandvæsen nu etablerer et ledelsessamarbejdsforum, der jævnligt skal mødes. Blandt de faste punkter på møderne vil være driftsforhold vedrørende ambulancesamarbejdet mellem Region Hovedstaden og Københavns Brandvæsen, herunder samspillet med alarmcentralen.
"Vi glæder os over udsigten til det forbedrede samarbejde", siger adm. direktør Claus Juhl, Københavns Kommune. "Vi ser frem til, at vi i fællesskab kan finde de bedste løsninger og fokusere på det, der hele tiden har været vores fælles mål; at yde den bedste service til regionens borgere", supplerer regionsdirektør Helle Ulrichsen.























