Ambulancefolkene i Københavns Brandvæsen føler sig chikaneret og forfulgt af Region Hovedstadens nye vagtcentral, som ifølge ambulancefolkene misbruger ambulancernes GPS-udstyr til at overvåge ambulancereddernes gøren og laden. Det er imidlertid ifølge ambulancefolkenes fagforening, FOA, i strid med arbejdsmarkedets spilleregler, og derfor er FOA klar til at indbringe en prøvesag om overvågningen for Arbejdsretten. Alle ambulancer er i dag forsynet med GPS-udstyr, som giver vagtcentralerne et overblik over ambulancernes aktuelle position - og dermed mulighed for at sende nærmeste ambulance afsted til patienterne.
Men efter at Region Hovedstaden den 1. september 2009 selv overtog driften af vagtcentralerne fra Falck og Københavns Brandvæsen har der imidlertid været adskillige eksempler på, at vagtcentralen misbruger GPS-udstyret til at overvåge ambulancefolkene. Det oplyser KbaK, der er arbejdspladsklub for de FOA-organiserede brand- og ambulancefolk i Københavns Brandvæsen, og som nu er gået i gang med at indsamle dokumentation, der kan anvendes til en prøvesag i Arbejdsretten.
Vagtcentralen er også tidligere blevet kritiseret for at overvåge ambulancefolk, som blandt andet har fortalt om, at de bliver afkrævet forklaring fra vagtcentralen, når det via GPS'en registreres at ambulancen holder stille, f.eks. fordi en redder skal træde af på naturens vegne.























