Danmarks første intensivbus bliver i marts sat i drift i Region Nordjylland. Intensivbussen skal sikre, at alvorligt syge patienter, der transporteres mellem regionens sygehuse, får samme kvalitet af behandling under transporten som på sygehuset. Bussen er derfor udstyret som en rullende intensivafdeling, ligesom den har sit eget mini-laboratorium og en hjertelungemaskine, der kan overtage patientens hjerte- og lungefunktion. Samtidig med den nye intensivambulance præsenterer Region Nordjylland et nyt IT-system, hvor data fra elektroniske ambulancejournaler kobles sammen med data i den elektroniske patientjournal.
Intensivbussen er opbygget på et Mercedes-Benz Torino chassis. Bussen har plads til en specialseng i stedet for en båre. Det betyder, at der kan medtages patienter med vægt op til 300 kg. Ud over at have fastmonteret udstyr i form af bl.a. monitorer, infusionspumper og respirator - svarende til det der anvendes på en intensivafdeling - bliver bussen forsynet med eget minilaboratorium (ABL) samt en hjertelungemaskine, der helt kan overtage patientens hjerte- og lungefunktion. Der kan transporteres både et barn og en voksen.
Bussen betjenes af et fast transporthold bestående af speciallæge og sygeplejerske. Driften styres af en koordinator, der koordinerer både intensivbussen og alle indlæggelser på regionens fem intensivafdelinger.
"Den nye intensive bus sikrer, at kvaliteten i behandlingen er lige så god, hvad enten patienten ruller på landevejen eller er inde på sygehuset. Ved afhentning af dårlige patienter på de mindre sygehuse er der jo i virkeligheden tale om, at vi har flyttet en intensiv afdeling ud til sygehuset", siger Frank Brøgger, konstitueret direktør i Anæstesien, der er en tværgående sektor i Region Nordjylland.
Ud over den nye intensivbus præsenterer Region Nordjylland også en anden nyhed indenfor det præhospitale område. Allerede i dag kan skadestuerne i Region Nordjylland elektronisk følge med i, hvad der sker i ambulancerne på vej ind til skadestuen. Men fremover vil de data kunne ses i sammenhæng med patienternes elektroniske journal (EPJ).
"Det nye IT-setup på tværs af ambulancer, akutmodtagelser og sengestuer er et helt konkret udtryk for, at vi er ovre de dage, hvor EPJ er mantraet. Det handler ikke kun om elektroniske patientjournaler, men om integreret IT-understøttelse af hele det sammenhængende patientforløb. Det er til stor gavn for både patienter og personale", siger IT-direktør Dorte Stigaard fra Region Nordjylland.
IT-løsningen skal også bruges i de kommende fælles akutmodtagelser i Region Nordjylland, hvor sygehusene i Hjørring, Thisted og Aalborg om nogle år står klar til at modtage akutte patienter. "Nordjylland har længe været førende inden for præhospitale løsninger, men med denne IT-løsning sikrer vi, at patienterne får endnu bedre sammenhæng i behandlingen", siger Flemming Knudsen, projektchef for fælles akutmodtagelser.



























