Hvert år er der omkring 25.000 brande hjemme hos danskerne. De fleste brande i private hjem kunne undgås, hvis bare alle i familien tænkte sig lidt bedre om. For mange er selv skyld i branden. Det kan være, fordi de har røget i sengen, glemt at holde øje med tændte stearinlys eller ikke har været opmærksomme på at slukke elektriske apparater efter brug.
Mange småbrande klarer folk selv, fordi de opdager ilden, før den får rigtig fat. Men godt 10.000 brande løber løbsk.
Forsikringen dækker kun materielle ting - ikke minder. Det er for sent at interessere sig for sin forsikring efter en brand. Det er meget bedre at kontrollere den, inden det eventuelt brænder. Men selv verdens bedste forsikring kan ikke genskabe skuffen med familiebilleder og kassen med juniors mesterværker i farvekridt.
Hvert år dør omkring 80 personer efter en brand. Måske kunne også disse brande være undgået med lidt omtanke - men et er sikkert: Flere var blevet reddet, hvis der havde været en røgalarm. Folk dør nemlig sjældent af selve ilden, men af røgen.
Pas på de levende lys
Der er omkring 1 million juletræer med levende lys på en ganske almindelig dansk juleaften - og mange flere juledekorationer. Når så få af dem går op i lys lue, er det, fordi vi godt ved, at vi skal være meget forsigtige netop denne aften.
Men resten af året går vi fra tændte stearinlys i entreen, lader lysene brænde i stuen, mens vi sidder i spisestuen, hygger med fyrfadslys og omgås i det hele taget ild, som om intet kunne ske.
I samme øjeblik man tænder en stearinlys eller fyrer op i brændeovnen eller pejsen har man tændt en brand. Ganske vist en hyggelig og kontrolleret brand - men det er åben ild og det kan gå galt på et minut!
Husk:
- Gå aldrig fra tændte stearinlys - sov heller ikke fra dem.
- Brug kun stabile stager af ubrændbart materiale og sørg for, at lysene sidder fast.
- Pas på lysmanchetter. Sluk stearinlys i god tid, inden de brænder ned til manchetterne.
- Brug selvslukkende lys, de er dog ingen garanti mod brand.
- Stil aldrig levende lys i nærheden af gardiner, i bogreoler eller under hylder/skabe.
- Sæt altid fyrfadslys i en ubrændbar, åben holder - de bliver meget varme i bunden!
- Hold særligt øje med lys der er overtrukket med guld, sølv eller kobber. Metallaget kan antændes og give voldsomme flammer.
- Stil altid levende lys i en højde, hvor børn og hunde/kattehaler ikke kan vælte dem.
- Stil ikke lys på tv, radio og andre lune steder.
- Sørg for, at der ikke er brændbart materiale på, foran eller omkring tændte brændeovne, pejse og petroleumsovne.
- Brug altid tørt og rent brænde og sørg for rigelig lufttilførsel til brændeovnen.
Hold et vågent øje med cigaretterne
Langt de fleste dødsbrande i Danmark skyldes tobaksrygning. De fleste ved, at det ikke er smart at ryge i sengen eller hvis man sidder og døser foran tv. Men de gør det alligevel.
Måske tror de, at de vil vågne hvis det begynder at brænde, men det er netop det, de ikke gør. For tit er der slet ingen flammer, ingen varme, ingen knitren. Det ulmer bare og udvikler dræbende kulilte. Der skal kun 100 gram glødende polstring eller dyne/pudefyld til, for at selv en granvoksen mand aldrig vågner igen.
Som ryger er det også vigtigt at være opmærksom på, om små børn kan få fat i tændstikker eller lightere. Det er ikke legetøj, og det ved børene godt. Derfor kan de finde på at gemme sig i et skab eller på loftet, når de skal lege med ilden.
Husk:
- Ryg aldrig i sengen.
- Ryg aldrig i en sofa eller lænestol, når du er træt. Alkohol og medicin kan gøre dig døsig, så du ikke opdager, hvis du taber en glød.
- Hæld vand på asken før du tømmer askebægeret. Eller vent til næste dag med at tømme det.
- Vær særlig opmærksom ved festlige lejligheder, når der er ild på mange cigaretter, cerutter og cigarer.
- Sørg for store, dybe askebægre.
Har du tændt et elektrisk apparat - eller en brand?
Normalt bryder elektriske apparater ikke ud i brand, når man tænder dem. Men der kan være - eller opstå - fejl i dem, som gør dem til rene brandbomber.
Derfor er det vigtigt, at du husker at slukke apparaterne, når du er færdig med at stryge, lave kaffe, krølle hår m.m. Du skal også passe på ikke at komme til at smide en håndklæde over et el-varmepanel. Desuden er det vigtigt at huske, at gryder og kedler kan koge tør, så hold øje med komfuret, når det er tændt. Et gaskomfur kan selvfølgelig også være brandfarligt - en gryde kan koge over, så vandet slukker for ilden, og gassen strømmer ud.
Dine hårde hvidevarer og andre elektriske apparater skal være slukket, når du ikke er hjemme, eller når du lægger dig til at sove. Selv nyere vaskemaskiner, opvaskemaskiner, tørretumblere m.m. kan bryde i brand.
Husk:
- Sluk alle elektriske husholdningsapparater når du er væk, eller når du sover.
- Hvis et elektrisk apparat opfører sig underligt eller bliver for varmt - også i stikket - så sluk omgående og send det til reparation.
- Lad være med koble for mange lamper og apparater på en enkelt kontakt.
- Sørg for at tv, køleskab m.m. kan komme af med varmen.
- Træk stikkene ud under tordenvejr - også antennestikket.
- Reparer aldrig selv elektriske artikler.
- Pas på musegnav i ledningerne, især på landet og i sommerhuset.
- Går der ild i et elektrisk apparat, så sluk på kontakten og tag stikket ud. Brug aldrig vand til at slukke med, før strømmen er afbrudt.
Røgen kan være farligere end ilden
Det er nævnt før, men det kan ikke siges for tit: Røgalarmer redder liv. De fleste dødsbrande opstår om natten, men en røgalarm vækker dig og familien, så I kan nå at komme ud. Uden røgalarm er der stor risiko for, at I dør enten af kulilte- og røgforgiftning eller i flammerne.
Røgalarmer er billige og fås mange steder. Men de hjælper ikke, hvis de bliver liggende i æsken eller bare bliver lagt op på en reol. En røgalarm skal forsynes med et frisk batteri og derefter monteres i loftet. Så vil den opfange de allerførste røgpartikler fra en begyndende brand og straks skrige op! Husk, at røgalarmen skal være Varefakta-mærket.
Gør det til en vane at kontrollere røgalarmen jævnligt, f.eks. en gang om måneden og altid når I har været væk nogle dage. Tryk på røgalarmens testknap eller blæs tobaksrøg direkte ind i den. Så skal den give lyd. Er batteriet ved at være slidt op, siger røgalarmen selv til ved at give korte bip fra sig. Hav altid et frisk batteri liggende klar.
Husk:
- Anbring røgalarmer i lofterne på alle etager. Følg brugsanvisningen.
- Røgalarmer skal kunne høres i alle soveværelser.
- Hæng aldrig en røgalarm ved en ventilationskanal. Luftstrømmen kan forhindre røgen i at nå op til alarmen.
- Placer ikke røgalarmen lige ud for køkken og badeværelse - stegeos og damp kan give falsk alarm.
- Anbring en røgalarm i hver ende af en lang gang.
- Check løbende om alarmen virker. Hav altid et frisk batteri parat.





















