I beredskabet er der mulighed for at blive uddannet som holdleder indenfor områderne brand, redning, indkvartering og kommunikation. De tre sidstnævnte uddannelser er primært rettet mod det frivillige beredskab, mens uddannelsen som holdleder/brand er rettet mod det daglige beredskab, hvor der indgår en holdleder/brand i alle brandudrykninger.
Målgruppen for uddannelsen som holdleder/brand er således personer, der skal virke som holdleder i det daglige beredskab. En bestået holdlederuddannelse er endvidere en forudsætning for videreuddannelse på kurserne indsatsleder samt brandteknisk byggesagsbehandling.
Formålet med uddannelsen er, at kursusdeltagerne erhverver sig den taktiske forståelse og viden, der er nødvendig for at kunne varetage holdlederfunktionen, udvikler deres samarbejds- og lederevner, så de ledelsesmæssigt kan fungere som holdledere for et slukningstog og samarbejde med indsatslederen og andre holdledere, udvikler og forøger deres faglige viden og praktiske kunnen fra grund- og funktionsuddannelserne, så de kan bistå og vejlede mandskabet under indsats og uddannelse, kan bistå ved en debriefing af eget personel efter indsats, kan afslutte en indsats ved at få klargjort personel, materiel og personlig udrustning til ny indsats samt kan forestå holdets sikkerhedsmæssige forhold under uddannelse og indsats.
Uddannelsens længde er 25 kursusdage opdelt i to dele à henholdsvis 10 og 15 dage, normalt med en pause på tre til fem uger mellem 1. og 2. del. Uddannelsen betragtes som et samlet hele. Uddannelsen gennemføres som internatkursus, hvor det påregnes, at deltagerne bor på skolen. Der må påregnes at være uddannelsesaktivitet uden for normal arbejdstid.
Forudsætningerne for at deltage i holdlederuddannelsen er, at deltagerne har gennemført og bestået funktionsuddannelse/indsats samt kurserne i håndtering af tilskadekome og voksenpædagogisk grunduddannelse. Alternativt skal deltager have gennemført og bestået den tidligere funktionsuddannelse/brand samt kurserne som hjælpeinstruktør eller voksenpædagogisk grunduddannelse, fællesuddannelse/førstehjælp og supplerende funktionsuddannelse/brand-redning. For personer, hvor uddannelsen sigter mod en videreuddannelse til indsatsleder, kan optagelse endvidere ske på baggrund af grunduddannelse/brand eller grunduddannelse/indsats og kurset hjælpeinstruktør eller voksenpædagogisk grunduddannelse.
Uddannelsen gennemføres som en vekslen mellem teori og praktiske øvelser, hvor deltagerne virker som holdledere. Kravene til, hvor godt man skal kunne stoffet, er varierende fra emne til emne. Der er emner, der alene gives til orientering, og der er emner, som kan indgå i de afsluttende prøver. Uddannelsen indeholder følgende delemner:
• Lovgrundlaget, regler for dimensionering og personel samt sikkerhedsbestemmelser m.v.
• Indsatsledelse, psykiske reaktioner og debriefing
• Indsatstaktik, situationsbedømmelse, indsættelse og endelig indsats
• Forbrændings- og slukningsteori
• Brandudbredelse, røggasser, overtænding og ventilation
• Forureningsberedskabet, trin I og II materiellet
• Særlige farer på et brandsted, trykflasker, elektricitet, radioaktivitet og farlige stoffer
• Bygningskonstruktioners forhold under brand, følgeskadebekæmpelse og sporbevaring
• Redningsmateriel, -taktik, frigørelse fra biler og evakuering
• Materiellære
Ved afslutning af kursets 2. del afholdes der en skriftlig, taktisk prøve og en mundtlig, praktisk og taktisk prøve. Den skriftlige prøve bedømmes af censorer, der er godkendt af Beredskabsstyrelsen og udpeget af skolen. Den mundtlige prøve bedømmes af eksaminerede lærer og censor. For at bestå skal karakteren 6 som minimum opnås i begge prøver. Ved manglende beståelse skal det samledes kursus normalt gennemføres i fuldt omfang, før den enkelte kan opnå adgang til at deltage i en ny eksamen. Ved al gentagen deltagelse i prøver/eksaminer gælder samme regler som ved første gangs deltagelse. Ved kursets afslutning udstedes bevis for gennemført kursus.
Da arbejdet i Redningsberedskabet til tider er meget fysisk og psykisk krævende, har det betydning for dig, dine kolleger og redningsberedskabet, at du er fysisk og psykisk rask. Der skal derfor - af hensyn til deltagerne - foreligge en tilfredsstillende helbredsattest forinden du kan optages på denne uddannelse.
Â




















