Indland

Brandvæsener skal betale for slukningsvand

Fremover vil landets vandværker formentlig opkræve betaling hos brandvæsenerne, når der anvendes vand til brandslukningen. I flere kommuner har de lokale vandværker allerede varslet ændringer, og en ny afgørelse medfører, at det kun er et spørgsmål om tid, før alle brandvæsener stilles over for betalingskrav.

Indland

Ny motortrafikvej giver udfordringer for redningsfolk

Den nye motortrafikvej rute 21, der går fra Holbæk til Vig, giver problemer for ambulance- og brandfolkene. Den nye vej er nemlig flere steder ganske smal med kun et enkelt spor samt autoværn på begge sider – og der er ikke noget nødspor. Derfor har ambulancetjenesten, politiet og Odsherred Brandvæsen indgået en aftale om, at brandvæsenet fremover rykker ud til alle trafikulykker på rute 21 for at sikre og assistere ambulancefolkene.

Indland

Odsherred vil oprette frivilligt beredskab

Odsherred Kommune vil oprette et frivilligt beredskab, som skal kunne supplere det daglige beredskab ved større og specielle hændelser. Baggrunden er blandt andet stormen Bodil og den efterfølgende stormflod, hvor det samlede beredskab i Odsherred Kommune blev udsat for et stort pres – og hvor ressourcerne flere gange var presset til det yderste. Indtil videre har 15 interesserede tilkendegivet, at de gerne vil indgå i beredskabet.

Navne

Ny beredskabschef i Odsherred Kommune

Lasse E. Hansen er med virkning fra 1. september 2013 ansat som ny beredskabschef i Odsherred Kommune efter Jens Larsen, der går på pension efter mere end 25 år i jobbet. Lasse E. Hansen, der er 39 år, er i dag beredskabschef i Vordingborg Kommune og har tidligere være souschef ved beredskabet i Kalundborg.

Indland

Byggeprojekter på tre brandstationer

Tre af landets brandvæsener arbejder i øjeblikket med planer, der skal udbygge de lokale brandstationer. Hos Odsherred Brandvæsen skal der skaffes mere garageplads på brandstationen i Asnæs, Viborg Brandvæsen vil bygge en ny maskinhal på brandstationen i Viborg og Frederikshavn Brandvæsen vil have en servicehal i Frederikshavn.

Indland

Brandvæsenets administrative medarbejder blev den første kvindelige brandmand

Odsherred Brandvæsen har netop fået sin første kvindelige brandmand, der imidlertid har arbejdet i brandvæsenet siden 2007 – men i de første fem år kun som administrativ medarbejder. Ved siden af opgaverne med økonomi- og personalestyring fungerer den 33-årige Birgitte Kryger nu som deltidsbrandmand i dagtimerne. ”Jeg kender jo til omgangstonen blandt brandmændene, og den chokerer mig ikke, så jeg glæder mig til at blive en del af fællesskabet og få noget erfaring og rutine”, fortæller hun.

Indland

Beredskabsstyrelsen afviser nedgradering af Odsherred-brandstationer

En nedgradering af brandstationen i enten Asnæs eller Nykøbing Sjælland til hjælpebrandstation vil ikke blive godkendt af Beredskabsstyrelsen, og hvis kommunen alligevel gennemfører nedgraderingen, vil Beredskabsstyrelsen indbringe kommunen for Statsforvaltningens kommunaltilsyn. Det var ifølge Odsherred Kommune meldingen fra Beredskabsstyrelsens distriktsbrandinspektør, da kommunen forelagde forskellige sparemuligheder. Odsherred Brandvæsen er blevet pålagt en besparelse på 500.000 kr., men to konsulentrapporter har ifølge brandvæsenet ikke anvist brugbare sparemuligheder, og derfor kom en nedgradering af en af de to brandstationer ind i billedet. I stedet kan det ende med, at brandfolkene må gå ned i løn.