I september går Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk og Falck i gang med at forhandle en ny overenskomst for deltidsbrandfolkene i Falck. Og hvis det står til en stor del af brandfolkene på Fyn, så skal forhandlingerne resultere i markante lønstigninger. Brandfolkene mener, at det nuværende lønniveau står i et misforhold til det arbejde, der udføres, og den tid, som brandfolkene bruger på deres deltidsjob. "At blive honoreret med 517 kr. for at holde vagt en hel weekend stemmer slet ikke overens med resten af arbejdsmarkedets rådighedsbeløb for en weekend", siger Thomas Andersen, der er tillidsmand for brandfolkene ved Falck i Svendborg.Både de Falck-ansatte og de kommunale deltidsbrandfolk er organiseret i Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk (LFDB), men med hver sin overenskomst. De to overenskomster er forskelligt opbygget, men samlet set er der ikke den store forskel på honoreringen. Imidlertid ønsker deltidsbrandfolkene på Fyn nu en markant lønstigning - frem for de personalegoder som f.eks. sundhedsordninger og forsikringer, der har været centrale i de seneste overenskomstforhandlinger.
Ifølge tillidsmand Thomas Andersen fra Falck i Svendborg er det en stor del af de Falck-ansatte deltidsbrandfolk på Fyn, som er gået sammen om kravet om højere løn. Brandfolkene er enige om at bakke op om LFDB forud for overenskomstforhandlingerne, og de har opstiller en række ønsker, som er sendt til LFDB. Brandfolkene mener først og fremmest, at de nuværende lønninger ikke står i et rimeligt forhold til det arbejde, der udføres, og den tid, der bruges i forbindelse med jobbet som deltidsbrandmand.
”At blive honoreret 517 kr. for at holde vagt en hel weekend stemmer slet ikke overens med resten af arbejdsmarkedets rådighedsbeløb for en weekend", siger Thomas Andersen. "Samtidig har mange andre faggrupper søndag-/helligdagstillæg oven i timelønnen, men vores timeløn er den samme døgnet rundt. Lønnen synes generelt slet ikke at leve op til år 2010-standard, men er derimod forældet og til grin", siger tillidsmanden.
Thomas Andersen påpeger, at brandfolkene i de seneste år har fået tilført flere opgaver, blandt andet indenfor redning og bådberedskab, men de nye kvalifikationer er der ikke taget højde for i lønudviklingen. Honorering af holdlederne som tekniske ledere indgår heller ikke i den nuværende overenskomst. "Familie og venner bliver tilsidesat i vagtperioden, hvor lønningen dårligt nok dækker beløbet til ferie eller andre fornøjelser, når man endelig kan tilbringe tiden sammen med dem", siger Thomas Andersen, der opfordrer brandfolk fra resten af landet til at bakke op om de fynske lønkrav.
"Nu gælder det om at stemme, indtil man er tilfreds med overenskomsten. Godt nok er brandmandsjobbet for mange også en hobby, men derfor gør det ikke noget, at man får den rette betaling for det", siger Thomas Andersen.























