Ambulance-lignende kampagnebil kan udløse en politianmeldelse

Finn Thranum er redder hos Responce, men samtidig er han kandidat til Folketinget. Som led i sin valgkampagne har han valgt at udstyre sin private bil med en iøjnefaldende bemaling – iøjnefaldende, fordi den er tæt på at være identisk med regionernes ambulancebemaling. Det vil Region Midtjylland imidlertid ikke acceptere, så nu truer regionen med en politianmeldelse.

Det er Finn Thranums normalt sølvgrå Citroën, der i sidste uge skiftede farve til gul med grønne felter i Battenburg-design. Det skulle harmonere med, at Finn Thranum, som har 37 års erfaring indenfor beredskabet, fører valgkampagne under overskriften “Finn rykker ud”.

Den ambulance-lignende kampagnebil har imidlertid ifølge Horsens Folkeblad fået Region Midtjylland til at meddele Finn Thranum, at hans bil ligner et officielt udrykningskøretøj i så høj grad, at regionen vil politianmelde ham, hvis han ikke ændrer bemalingen.

“Jeg havde spurgt min arbejdsgiver, Responce, om det var i orden, og det var det. Jeg havde ikke så meget som overvejet at spørge regionen om lov til at sætte gult folie med grønne felter på min bil. Enhver kan se, at det ikke er en ambulance, men en valgkampsbil”, siger Finn Thranum til Horsens Folkeblad.

Efter Region Midtjyllands henvendelse har Finn Thranum valgt at ændre farverne på bilen, således at ternene er blevet blå i stedet for grønne, ligesom en del af ternene er blevet forsynet med partilogo. Ifølge Finn Thranum er Region Midtjylland imidlertid stadig utilfreds med bemalingen.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure