Brandfolk tager på forebyggende hjemmebesøg hos ældre

Google Maps
Brandstationen i Frederikssund. Arkivfoto

Inspireret af blandt andet projektet ”Nultolerance for dødsbrande” i Greve Kommune har Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab valgt at gå ind i kampen for at nedsætte antallet af dødsbrande. Fremover vil brandfolkene aktivt opsøge de borgere, der er særligt udsatte for brand i hjemmet, og som ikke nås med almindelige kommunikationsindsatser.

I samarbejde med hjemmeplejen vil beredskabet arrangere hjemmebesøg hos udvalgte borgere, hvor brandrisikoen vurderes til at være særligt høj. En beredskabsinspektør kommer så hjem til den enkelte og gennemgår hjemmet for brandfarer. Det vil resultere i en række anbefalinger, som beredskabet også hjælper med at realisere.

Indtil videre er der kun tale om et pilotprojekt, hvor hjemmeplejen i Frederikssund og Halsnæs kommuner udpeger 18-20 personer i risikogruppen, som derefter vil modtage  brandforebyggende hjemmebesøg. Frederikssund-Halsnæs Brand- & Redningsberedskab håber dog at kunne udvide projektet, så det kommer til at dække alle borgere i målgruppen.

Annonce