Brandfolk: Lukning af brandstation vil koste liv

Hjælpebrandstationen i Gudme lukkes ved årsskiftet for at realisere en del af den besparelse, som det nye Beredskab Fyn er blevet pålagt. Men de 10 lokale brandfolk protesterer mod lukningen, og de mener, at det kun er et spørgsmål om tid, inden fraværet af en brandstation i Gudme vil koste liv. Borgmesteren understreger, at lukningen er besluttet af fagfolk – og at han derfor er tryg.

Brandstationen i Gudme bliver det første offer for de sparekrav, som Beredskab Fyn fødes med. Senere kan også flere andre brandstationer komme i farezonen, når der skal foretages en revidering af den risikobaserede dimensionering.

Der er 10 deltidsbrandfolk tilknyttet stationen i Gudme, og de advarer mod konsekvenserne af lukningen. De understreger dog, at de udtaler sig på egne vegne – og ikke på vegne af Falck, som står for driften af brandstationen.

”Hvis det her bliver virkelighed, så betyder det jo, at økonomi vægtes højere end menneskeliv, og det kan medføre tab af liv. Måske ikke dagen efter lukningen eller året efter – men det vil ske på et tidspunkt, spørgsmålet er bare hvornår”, siger brandmand Danny Larsen til Fyens Stiftstidende. Han suppleres af kollegaen Helena Faber: ”Hvis nu de havde været i stand til at finde en løsning, som var bedre end i dag, så fair nok, men det der kommer til at ske er jo, at borgerne her i området bliver dårligere dækket ind i tilfælde af brand. Det er da trist”.

Borgmester: Økonomien tillader ikke at bevare stationen

Borgmester Lars Erik Hornemann fra Svendborg Kommune er dog tryg ved den forestående lukning.

”Det ville være rarest, hvis alt kunne bevares uændret – også stationen i Gudme, men det tillader økonomien altså ikke. Indstillingen om lukning kommer på baggrund af forskellige risikovurderinger og redegørelser fra fagfolk. Ved at lytte til deres anbefalinger føler jeg mig tryg, selvom jeg helst ville have bevaret stationen i Gudme”, siger borgmesteren til Fyens Stiftstidende.

Annonce