Vil styrke den psykosociale indsats ved beredskabshændelser

Sundhedsstyrelsen ønsker, at kommuner og regioner skal styrke den psykosociale indsats ved beredskabshændelser, og derfor har styrelsen udarbejdet en ny rapport om området. Rapporten, der er sendt i en faglig høring, skal styrke planlægningen af sundhedsberedskabet på det psykosociale område.

Der har været fokus på de psykologiske virkninger på især ofre og deres pårørende i forbindelse med håndtering af beredskabshændelser i Danmark igennem de seneste årtier.  Det kriseterapeutiske beredskab i Danmark har eksisteret i en længere årrække og har været afprøvet og er blevet justeret i forbindelse med øvelser og i reelle beredskabssituationer, for eksempel i forbindelse med tsunamien i Asien i 2004.

Sundhedsstyrelsen påpeger imidlertid, at den teknologiske udvikling, samfundets sårbarhed og klimaforandringer været medført et stigende antal store ulykker, terrorhændelser og naturkatastrofer, som har nødvendiggjort en beredskabsindsats. Samtidig har ikke mindst erfaringerne fra terrorhændelserne i Norge i 2011 vist, at det psykosociale beredskab spiller en stor rolle.

Derfor har Sundhedsstyrelsen fundet det nødvendigt at præcisere opgaver, roller og ansvar yderligere for alle aktører på området. Det sker med en ny rapport, som blandt andet skal sikre, at der er en klar opgave- og rollefordeling mellem region og kommuner, både i akutfasen og i opfølgningsfasen.

Den nye rapport om styrkelse af den psykosociale indsats ved beredskabshændelser er i høring frem til den 4. april 2014.

Annonce