Organisationer enige om arbejdsdeling mellem ansatte og frivillige

Deltidsbrandfolkenes og de frivilliges organisationer er blevet enige om en hensigtserklæring, der beskriver arbejdsdelingen mellem ansatte og frivillige i beredskabet. Ifølge hensigtserklæringen skal de frivillige være et supplement og en støtte for de øvrige personalegrupper, og de frivillige skal ikke bemande slukningstog i det daglige beredskab.

Det er Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk (LFDB) og Beredskabsforbundet, som står bag den nye hensigtserklæring. Erklæringen er skrevet af en arbejdsgruppe, hvor også Foreningen af Kommunale Beredskabschefer og Falck deltog, og alle fire parter var enige om indholdet. Ifølge LFDB meddelte Foreningen af Kommunale Beredskabschefer dog senere, at de efter en drøftelse med foreningens lokalformænd ikke havde mandat til at indgå en aftale på kommunernes vegne – og at snitfladerne mellem ansatte og frivillige i stedet burde afklares i de enkelte kommuner. Derfor endte hensigtserklæringen med at blive en erklæring fra de to personaleorganisationer.

I hensigtserklæringen slår LFDB og Beredskabsforbundet fast, at de frivillige i de kommunale beredskaber – og altså dermed ikke de frivillige brandfolk i Sønderjylland – alene skal fungere som supplement og støtte til de øvrige personalegrupper. Frivillige er således en ekstra mandskabsressource, som ikke er forudsat at skulle fungere som erstatning for et brandvæsens ansatte personel. ”Frivillige skal ikke indgå i slukningstogene i det daglige beredskab, men kan supplere det indsatte mandskab efter indsatslederens anvisninger og behov”, skriver organisationerne i hensigtserklæringen.

”Der tilstræbes samarbejde om øvelser og vedligeholdelsesuddannelse, således at de frivillige med fordel vil kunne anvendes på en meningsfyldt måde ved større indsatser”, slår LFDB og Beredskabsforbundet også fast.

Annonce