Ny hjælpebrandstation skal kompensere for flytning af brandstationen i Horsens

Horsens Kommune er langt fremme med planer om et tæt samarbejde mellem Horsens Brand og Redning og kommunens driftsgård, som blandt andet vil indebære, at brandstationen i Horsens flyttes til driftsgården. Det vil give højere udrykningstider i en del af kommunen, men for at kompensere for det vil man oprette en ny hjælpebrandstation i Østbirk i samarbejde med en lokal virksomhed. Samtidig opjusterer kommunen den forventede besparelse til 4,1 mio. kr. om året, men der overvejes fortsat alternative modeller – herunder etablering af en fælles ledelse af beredskabet og driftsgården.

Det er udsigten til store udgifter til renovering af den nuværende brandstation, som har fået Horsens Kommune til at overveje en ny model, hvor Horsens Brand og Redning flytter ind på kommunens driftsgård på Endelavevej.

Ved at lade beredskab og driftsgård arbejde tæt sammen kan der opnås en række besparelser, fordi den daglige vedligeholdelse, rengøring og servicering af driftsgårdens køretøjer, maskiner og materiel kan varetages af de fire brandfolk, som er på døgnvagt. Det kan i sig selv spare ca. 2½ årsværk på driftsgården. Men beredskabet kan også blive styrket, fordi driftsgårdens medarbejdere kan indgå i brandberedskabet som deltidsbrandfolk – og dermed kan sikre hurtigere udrykning.

Kræver investering på 18,8 mio. kr.

Den seneste beregning fra Horsens Kommune viser, at der efter en overgangsperiode på tre år kan opnås en årlig besparelse på 4,1 mio. kr. ved samarbejdet mellem beredskab og driftsgård. Det skal ses i forhold til, at der vil skulle investeres ca. 18,8 mio. kr. i projektet, hvorfra dog skal trækkes en forventet indtægt på 2 mio. kr. ved salg af den nuværende brandstation.

I besparelserne er det indregnet, at der efter en flytning fortsat vil skulle være en hjælpebrandstation på den gamle brandstation. Det skyldes, at de nuværende deltidsbrandfolk ikke vil kunne nå hurtigt nok frem til den nye station, men Horsens Brand og Redning forventer, at man efter to år gennem naturlig udskiftning i deltidsstyrken og øget brug af driftsgårdens medarbejdere vil kunne lukke hjælpestationen. Indtil da ventes stationen at koste ca. 700.000 kr. om året.

Ny hjælpestation med 12 brandfolk

Som noget nyt planlægges der imidlertid også etableret en helt ny hjælpebrandstation i Østbirk, som så skal dække den nordvestlige del af Horsens-stationens slukningsområde. Her er der nemlig udsigt til, at udrykningstiderne vil stige mærkbart, hvis brandstationen flytter til Endelavevej.

Hjælpestationen i Østbirk skal etableres i samarbejde med virksomheden Østbirk Bygningsindustri. Her er der 500 medarbejdere, og planen er, at der blandt medarbejderne skal rekrutteres 12 brandfolk, hvoraf de tre skal uddannes som holdledere. Materiellet skal bestå af en autosprøjte, som flyttes fra Horsens. Den nye station vil koste 600.000 kr. at etablere, hvilket dækker uddannelse og udrustning. Herefter vil stationen koste 650.000 kr. om året, fordelt på 510.000 kr. til lønudgifter, 40.000 kr. til drift af stationen og 100.000 kr. til husleje.

Beslutning senere på året

Det er meningen, at politikerne i Horsens skal træffe beslutning om den nye brandstation i forbindelse med forhandlingerne om budgettet for 2013.

Det ligger dog ikke fast, om det bliver den seneste model, som politikerne vælger. Umiddelbart før sommerferien besluttede kommunens økonomiudvalg nemlig, at hele anlægsrammen på de nævnte 18,8 mio. kr. skal revurderes for at nedbringe omkostningerne. Politikerne ønsker også, at alternative placeringer overvejes, ligesom den kommunale administrationen skal belyse, om der vil være fordele ved også et etablere en fælles ledelse af beredskabet og driftsgården.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure