Hjælperøgdykker viste vej

I januar blev en af de fire kulsiloer på Amagerværket i København hærget af en større brand. Værket har sine egne hjælperøgdykkere, som er uddannet af Københavns Brandvæsen, og ved branden i januar var en af disse hjælperøgdykkere en stor hjælp for brandvæsenet. Hjælperøgdykkeren kunne nemlig under vanskelige forhold vise brandvæsenet hen til en luge, der kunne anvendes til slukningen.

Københavns Brandvæsen blev mandag den 16. januar 2015 kl. 16.34 alarmeret til brand på Amagerværket. Ved brandvæsenets ankomst var der meget kraftig røgudvikling fra toppen af den ene af fire kulsiloer på værkets kulfyrede blok 3. Der blev indsat to hold røgdykkere og en af værkets egne hjælperøgdykkere, som Københavns Brandvæsen har uddannet. Det oplyser Københavns Brandvæsen.

Hjælperøgdykkeren var ifølge brandvæsenet til stor hjælp under indsatsen, hvor han kunne vise brandfolkene vej gennem den røgfyldte kulsilo til siloloftet. På loftet viste det sig, at temperaturen var så høj, at det var vanskeligt at trænge frem til den brændende silo. Hjælperøgdykkeren viste brandvæsenet hen til den relevante luge, som skulle åbnes for slukning. Brandfolkene fik sprøjtet vand i siloen og dæmpede dermed varmeudviklingen i siloen.

Efter branden har Amagerværket meddelt at branden ikke har forvoldt de store skader på værket, ligesom produktionen af el og varme ikke blev forstyrret.

Hjælperøgdykkere har forhindret storbrande

Inden for de seneste år er der flere eksempler på, at hjælperøgdykkerne har opdaget og forhindret brande i at udvikle sig, blandt andet ved en loftsbrand på Christiansborg, en kælderbrand i DR-byen og brand i Bistro Påfuglen i Tivoli. Ifølge Københavns Brandvæsen havde disse brande uden tvivl udviklet til brande, hvor skader og værditab var blevet betydelige, hvis ikke de lokale hjælperøgdykkere havde været hurtigt på brandstedet.

Københavns Brandvæsen uddanner hjælperøgdykkere blandt medarbejdere i virksomheder og institutioner i København. Hjælperøgdykkerne kan i tilfælde af brand foretage en førsteindsats med håndslukningsmidler, redde værdier og ikke mindst bistå brandfolkene under indsatsen. I øjeblikket er der omkring 350-400 aktive hjælperøgdykkere i nogle af Københavns vigtige samfunds-, infrastruktur- og kulturinstitutioner, herunder Folketinget, Nationalbanken, DSB, Dong Energy, DR, Statens Serum Institut, Det Kongelige Bibliotek, Tivoli, og Københavns Rådhus.

Annonce