Kommuner beklager at den statslige beredskabsstruktur ikke er på plads

Det er meget beklageligt, at det endnu ikke er afklaret, hvordan det statslige beredskab skal se ud i fremtiden. Sådan lyder det fra KL, som mener, at den manglende afklaring gør det vanskeligere at få etableret de nye beredskabsenheder. Kommunerne ved nemlig endnu ikke, hvilke statslige opgaver, som beredskabsenhederne skal overtage.

Som en del af økonomiaftalen for 2015 har KL aftalt med regeringen, at de nuværende 86 kommunale beredskaber skal reduceres til maksimalt 20 nye beredskabsenheder, der organiseres som kommunale selskaber. Aftalen mellem KL og regeringen indebærer også, at der skal gennemføres effektiviseringer og strukturændringer i staten, herunder flytning af statslige beredskabsopgaver til de nye tværkommunale beredskabsenheder.

KL er i dialog med staten om de planlagte ændringer i det statslige beredskab, men den manglende afklaring giver problemer for kommunerne. Det skriver formanden for KL, Martin Damm, i et brev til alle landets borgmestre.

”KL finder det meget beklageligt, at den langsigtede proces for det statslige redningsberedskab ikke er klarlagt med den etårige politiske aftale om midlertidige tilpasninger for 25 mio. kr. på det statslige redningsberedskab. Det ville have været ønskeligt med et mere koordineret forløb for de strukturelle og opgavemæssige ændringer i henholdsvis det statslige og det kommunale beredskab, da det ville have gjort det muligt i højere grad at kunne have målrettet de nye selskaber til fremtidens udfordringer allerede ved etableringen”, skriver Martin Damm.

Martin Damm påpeger, at det er vigtigt, at de nye beredskabsenheder oprettes med en forudsætning om, at beredskabet i fremtiden skal være i stand til at varetage de yderligere opgaver, som måtte blive overført fra det statslige beredskab.

Også beredskabsloven giver udfordringer, da den endnu ikke er tilpasset de nye beredskabsenheder. ”I forhold til beredskabsloven vil KL dog allerede nu søge at få retningslinjerne om sammensætning af beredskabskommissioner m.v. tilpasset vilkårene i den nye sammenlægningssituation”, skriver Martin Damm.

Annonce