Hård kritik af udbudsstrategi for Region Hovedstadens ambulancer

Konkurrencen reduceres, ambulanceredderne skal leve i usikkerhed i en alt for lang periode, og de bagvedliggende forudsætninger er stærkt tvivlsomme. Sådan lyder kritikken mod den strategi for det kommende ambulanceudbud, som Region Hovedstaden med stemmerne 23 mod 16 har vedtaget. Udbudsstrategien har splittet Socialdemokraterne, og ambulanceredderne mener, at regionens embedsmænd målrettet arbejder for at hjemtage så stor en del af ambulancekørslen som muligt.

Beslutningen om de overordnede rammer for udbuddet af ambulancekørslen i Region Hovedstaden har gennem længere tid givet anledning til strid, ikke mindst fordi der har været et ønske om at få en bindende afgørelse umiddelbart inden regionsrådsvalget senere på måneden, hvor den politiske sammensætning af regionsrådet kan blive meget anderledes.

I denne uge blev sagen så behandlet politisk, og et flertal på 23 af de 39 regionsrådsmedlemmer tilsluttede sig en indstilling fra regionens embedsmænd. Det indebærer, at en ambulanceoperatør ved næste udbud maksimalt kan få tildelt 60 % af ambulancekørslen, også selv om ambulanceoperatøren måtte give det billigste tilbud i hele regionen. I så fald vil regionen nemlig vælge det næstbilligste tilbud. Samtidig gør regionen klar til at hjemtage dele af ambulancekørslen.

Splittelse hos Socialdemokraterne

Den socialdemokratiske gruppe stemte for embedsmændenes forslag, men det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Peter Kay Mortensen, der er formand for LO Hovedstaden, valgte at gå imod gruppen og stemme nej til forslaget – blandt andet af frygt for, at en ændring af antallet af udbudsområder fra 10 til fem vil medføre, at hverken Københavns eller Frederiksberg Brandvæsen kan byde på ambulancekørslen, fordi områderne bliver for store, og at regionen dermed reelt får svækket konkurrencen.

”Jeg stemmer imod beslutningen. I administrationens indstilling lægges der op til, at de nuværende delaftaler ændres fra 10 til fem. Alene den ændring vil efter min opfattelse indskrænke antallet af leverandører og på den måde indskrænke konkurrencen. I samme indstilling begrænser man leverandører yderligere, således at de højest kan varetage drift i tre af de fem områder. En sådan beslutning bør ikke være et fastlagt vilkår før udbuddet, men oplyses i materialet som en ret til at beslutte en sådan betingelse, når man har evalueret de indkomne tilbud”, lød begrundelsen fra Peter Kay Mortensen, der tilføjede:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er bekymret for, om vi på de oplyste vilkår kommer til at betale for meget for ambulanceberedskaberne med den foreslåede model. Jeg er også bekymret for eksempelvis Københavns og Frederiksberg Brandvæsens muligheder, som jo i forvejen er begrænset af geografien”.

Reddere: Embedsmænd har egen dagsorden

Også hos Reddernes Faglige Klub København og Chaufførernes Fagforening, der organiserer de privatansatte ambulancereddere i hovedstadsområdet, er kritikken mod regionens beslutning hård. Her mener man således, at regionens embedsmænd har deres egen dagsorden.

”Forvaltningens indstilling og debatten i regionsrådet bar tydeligt præg af, at man fra embedsmændene i regionen har en underliggende og skjult dagsorden om at hjemtage dele af ambulancedriften, ligesom man har skabt sit eget monopol på driften af akutlægebilerne – med forøgede omkostninger til følge. Jeg mistænker forvaltningen for at have gjort det mere besværligt for mindre leverandører med den ene tanke, at ville hjemtage et eller flere delområder. Samtidigt kan man tvivle på, hvorvidt områder, der er hjemtaget, nogensinde kommer i udbud igen”, siger Henrik Villsen Andersen, der er fællestillidsmand og formand for Reddernes Faglige Klub København.

”Forvaltningen prøvede allerede i maj at få regionsrådet til at hjemtage 20 % af ambulancedriften uden udbud – under henvisning til et kontrolbud, der blev lavet i 2008. På det tidspunkt dokumenterede Reddernes Faglige Klub, at regionens egen driftsorganisation var dyrere end både Falck og Københavns Brandvæsen. Forvaltningen har i den nu vedtagne indstilling beskrevet, at det var nødvendigt for regionen at træffe beslutningen nu, for at have mulighed for at kunne hjemtage ambulancedriften. Det er useriøst, at man i Region Hovedstaden skal bruge 22 måneder på et udbud, når flere af de andre regioner – som har kontrakter, der udløber tidligere – ikke er gået i gang endnu. Samtidigt har regionen valgt, at redderne i næsten to år skal gå med en usikkerhed omkring deres fremtidige jobsituation”, siger Henrik Villsen Andersen.

Tvivler på besparelse ved hjemtagning

Fællestillidsmanden henviser til, at regionens embedsmænd mener, at en hjemtagning kan give en besparelse på 55 mio. kr. om året. Men den beregning bygger på et kontrolbud i forbindelse med udbuddet i 2008, og kontrolbuddet blev ifølge Reddernes Faglige Klub København lavet af et revisionsfirma uden driftserfaring af nogen art, ligesom kontrolbuddet aldrig er blevet verificeret.

”Reddernes Faglige Klub er i besiddelse af en kopi af kontrolbuddet, og med vores erfaring er det som minimum mangelfuldt og ikke i nærheden af de 55 mio. kr. i besparelse. Ligesom vi bad om dokumentation for prisen i forbindelse med hjemtagningen af akutlægebilerne, opfordrer vi til, at man fremlægger dokumentation for de hypotetiske 55 mio. kr.”, siger Henrik Villsen Andersen.

Fagforening: Regionen udraderer kommunal ambulancetjeneste

Reddernes Faglige Klub bakkes op af 3F Chaufførernes Fagforening. ”Jeg hilser konkurrence velkommen, men jeg forstår ikke, at regionen vælger at lægge de begrænsninger ind i udbuddet, som netop betyder fravalg af mindre og nye leverandører på markedet, ligesom man udraderer en gammel kommunal ambulancetjeneste”, siger Jakob Andersen, der er formand for Chaufførenes Fagforening. Han vurderer, at konsekvensen af regionsrådets beslutning er, at Frederiksberg Brandvæsen ikke længere vil kunne bestå som selvstændig ambulancetjeneste.

”Min anbefaling til det nye regionsråd er at lytte til de faglige organisationer, medarbejderne og deres bekymringer, i stedet for blindt at følge en forvaltning, som tydeligvis har sin egen dagsorden. Vi forventer, at det nye regionsråd påtager sig den opgave, de er valgt til, og selv beslutter politikken, i stedet for at lade sig styre af embedsmandsvældet. Det vil vi holde dem op på. Det vil være klædeligt, at det nye regionsråd ændrer den vigtige beslutning om, hvordan man ønsker at drive ambulancetjeneste for Region Hovedstadens borgere – og det vil vi gøre vores til, at de gør”, siger Jakob Andersen.

Annonce