Nye beredskaber får lov til at leje brandstationer fra kommuner

En af de juridiske forhindringer for etableringen af de nye beredskabsenheder er nu blevet ryddet af vejen. Det er Økonomi- og Indenrigsministeriet, som har besluttet at give beredskabsenhederne lov til at leje eksisterende brandstationer hos kommunerne. Uden den dispensation ville enhederne have været nødt til at deponere penge svarende til brandstationernes værdi.

For at holde styr på kommunernes økonomi har staten fastsat regler om, hvor mange penge kommunerne må låne. Og for at undgå, at kommunerne omgår reglerne, er det desuden fastsat, at hvis en kommune lejer en bygning i stedet for selv at bygge den, så tæller det også med som et lån, fordi lejeaftalen reelt erstatter en investering i bygningen.

De nye beredskabsenheder etableres som fælleskommunale selskaber, men reglerne om kommunernes låntagning gælder også for den type selskaber. Dermed stod beredskabsenhederne med et potentielt problem, fordi de fleste enheder planlægger at leje de eksisterende brandstationer hos kommunerne – og disse lejeaftaler ville blive opfattet som kommunal låntagning. Reglerne indebærer, at beredskabsfællesskaberne i så fald skulle deponere penge svarende til brandstationernes værdi.

Nu har Økonomi- og Indenrigsministeriet imidlertid meddelt, at ministeriet vil dispensere fra lånereglerne i forhold til de nye beredskaber. Dermed kan beredskabsenhederne frit indgå lejeaftaler med de deltagende kommuner, uden at det udløser en deponeringspligt. Aftalerne skal imidlertid indgås hurtigt:

”Det skal præciseres, at den generelle dispensation forudsætter, at leje- og leasingaftalerne indgås senest den 1. januar 2016 som led i etableringen af nye beredskabsenheder i kommunale fællesskaber, jf. aftale om kommunernes økonomi for 2015”, skriver ministeriet i et brev til kommunerne, hvor det også understreges, at dispensationen alene omfatter leje- og leasingaftaler vedrørende eksisterende kommunale beredskabsejendomme og -anlæg – og altså ikke gælder ved indgåelse af aftaler i forhold til nye ejendomme.

Annonce