Østjyllands Brandvæsen skal have hovedsæde i nye lokaler i Aarhus

Det fælles beredskab for Samsø, Odder, Skanderborg og Aarhus kommuner skal have hovedsæde i Aarhus, hvor der skal etableres nye lokaler, som kan rumme beredskabets ledelse, administration, fælles vagtcentral, uddannelsescenter og myndighedssagsbehandling. Det fremgår af det første udkast til det oplæg, som politikerne senere på året skal tage stilling til.

Samsø, Odder, Skanderborg og Aarhus kommuner har besluttet at samle deres beredskaber i Østjyllands Brandvæsen, som etableres pr. 1. januar 2016.

Den nærmere organisering af Østjyllands Brandvæsen er beskrevet i en redegørelse, der er udarbejdet af en administrativ styregruppe bestående af kommunaldirektørerne fra Samsø, Odder og Skanderborg kommuner samt direktøren for teknik og miljø i Aarhus Kommune. Det er sket i samarbejde med en projektgruppe bestående af administrative chefer og beredskabscheferne for de eksisterende beredskaber. Redegørelsen og dens anbefalinger har løbende været drøftet og afstemt med borgmestrene, og redegørelsen skal danne grundlag for de fem byråds endelige beslutning om beredskabets organisering.

Flere opgaver skal udbydes

Af det første udkast til redegørelsen fremgår det, at det fælles beredskab skal organiseres som et interessentskab med navnet Østjyllands Brandvæsen I/S. Beredskabet overtager alle kommunernes nuværende beredskabsopgaver, ligesom beredskabet skal kunne løse en række indtægtsdækkede serviceopgaver, herunder vagtcentralsydelser, vagtopgaver i forhold til kommunale bygninger, brand- og førstehjælpsuddannelse, værksteds- og logistikopgaver og vedligeholdelse af brandmateriel.

I dag er en række af de operative beredskabsopgaver udliciteret, primært til Falck og Samsø Redningskorps. Sådan skal det ifølge redegørelsen også være fremover – og måske i større omfang end i dag. Beredskabets øgede volumen tænkes således anvendt til at afprøve mulighederne for yderligere udbud af opgaver, f.eks. flere slukningsområder eller tværgående opgaver.

Beredskab og kommune skal finde egnet hovedlokalitet

Østjyllands Brandvæsen skal have hovedsæde i Aarhus. Dette skyldes den store overvægt af opgaver og personale, som er knyttet til Aarhus som by, og det skal sikre så tæt et samspil som muligt mellem ledelse, administration og udførende enheder.

Der findes ikke på nuværende tidspunkt et oplagt sted at samle de medarbejdere, der med fordel kan samles. For at opnå de ønskede effektiviseringsgevinster og synergieffekter skal der imidlertid efter dannelse af Østjyllands Brandvæsen ske en samling af medarbejdere, og der bør ifølge redegørelsen findes en ny fælles hovedlokalitet, som kan rumme uddannelsescenter, forebyggelse inkl. myndighedssagsbehandling, administration, ledelse og fælles vagtcentral. Østjyllands Brandvæsen vil i samarbejde med Aarhus Kommune finde en egnet hovedlokalitet.

Måske ændret antal brandstationer

Der foreslås ikke ændringer i antal og beliggenhed af brandstationer, men i forbindelse med udarbejdelse af en ny, fælles risikobaseret dimensionering skal den operative struktur gennemgås med henblik på at sikre den mest optimale opgaveløsning i det nye beredskab. I den forbindelse kan der ske ændringer i den operative struktur, som kan medføre ændringer i antallet og placeringen af brandstationer.

De fire kommuners beredskaber har i dag et samlet budget på 80 mio. kr., hvoraf Aarhus Kommune tegner sig for de 60 mio. kr. Budgettet skal reduceres til 75 mio. kr. i 2018. Dertil kommer, at der skal findes ca. 4 mio. kr. til etableringsomkostninger, som bl.a. skal dække udskiftning af navn og logo på beredskabets køretøjer, der ventes at koste 30.000 kr. pr. køretøj.

Annonce