Øvelse: Tsunami og jordskælv ramte Tinglev

Et kæmpe jordskælv igangsatte en tsunami, der skyllede 10 meter høje bølger ind over kysterne. Bølgerne ødelagde veje og energiforsyning 30 kilometer inde på land, hvor mange mennesker blev fanget under murbrokkerne af kollapsede bygninger. Sådan var scenariet i en katastrofeøvelse i Tinglev i sidste uge.

Det var Beredskabsstyrelsens FN-certificerede USAR-hold (Urban Search and Rescue), som gennemførte øvelsen på Beredskabsstyrelsens øvelsesområde i Tinglev. USAR-holdet kan indsættes ved større, komplekse eftersøgnings- og redningsopgaver i ind- og udland.

USAR-holdets materiel og kompetencer indgår i den daglige opgaveløsning i redningsberedskabet. Det gælder typisk ved assistancer til kommuner, politi eller øvrige myndigheder i forbindelse med afstivninger af bygninger, der er i fare for at styrte sammen efter brande, påkørsler fra køretøjer, storme eller kraftigt snefald. Samt ved alle former for eftersøgning og redning af tilskadekomne i forbindelse med sammenstyrtninger.

Katastrofeøvelsen i Tinglev skete som forberedelse til, at Beredskabsstyrelsens USAR-hold i uge 40 skal recertificeres af FN som heavy USAR-team, hvilket er FN’s højeste standard for eftersøgnings- og redningshold. På verdensplan er 28 USAR-hold certificeret af FN i samme kategori.

Redningsholdet består af 78 specialuddannede frivillige og fastansatte samt otte redningshunde, der med kort varsel kan rykke ud for at finde og redde mennesker efter eksempelvis sammenstyrtninger, eksplosioner eller jordskælv.

Der indgik mandskab fra alle Beredskabsstyrelsens seks operative afdelinger i henholdsvis Haderslev, Herning, Thisted, Næstved, Hedehusene og Allinge i øvelsen. Eksperter fra Østrig, Polen, England og Tyskland deltog som evaluatorer.

Foto: Beredskabsstyrelsen

artikel---100-02

artikel---100-01

Annonce