Region Sjælland får fire fælles beredskaber

Strukturreformen er ved at tage fart i Region Sjælland, hvor kommunerne nu er blevet enige om, at der etableres fire fælles beredskaber med virkning fra 1. januar 2016. Kun for Guldborgsund og Lolland kommuner, der allerede har lagt deres beredskaber sammen og ikke ønsker at udvide samarbejdet, er der status quo.

Kommunerne i Region Sjælland har drøftet to modeller med henholdsvis tre og fire fælles beredskab, og der er enighed om at vælge modellen med fire beredskaber.

Beredskaberne ser således ud:

  • Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Sorø og Slagelse
  • Roskilde, Lejre, Greve, Solrød, Køge og Stevns
  • Næstved, Faxe, Vordingborg og Ringsted
  • Guldborgsund og Lolland

Lejre Kommune har dog fået tilbud om, at man også kan vælge at indgå i samarbejde mellem Odsherred, Holbæk, Kalundborg, Sorø og Slagelse. Også andre kommuner vil kunne vælge at skifte til et andet samarbejde.

Beredskabet i Guldborgsund og Lolland kommuner vil med den valgte model – formentlig som et af de eneste beredskaber i landet – ikke blive berørt af strukturreformen. Kommunerne har netop lagt deres beredskaber sammen, og de har meddelt, at de ønsker at fortsætte alene i dette samarbejde.

Den videre planlægning af de fælles beredskaber sker nu inden for de fire grupper af kommuner, hvor de enkelte kommuner skal tage initiativ til og gennemføre en ny risikobaseret dimensionering for hver af de nye enheder. Desuden skal der foretages overvejelser om organisering, f.eks. i forhold til spørgsmålet om fælles beredskabskommission og fælles beredskabschef.

Region Sjælland har peget på, at der kan være et muligt potentiale i fælles vagtcentral, og derfor iværksætte kommunerne også en fælles kortlægning af kommunernes vagt- og alarmcentraler og samarbejdet herom.

Annonce