Risiko for patientsikkerheden hos ambulancefirma – ansvarlig læge stopper

Forholdene hos ambulancefirmaet Ignis et Aqua er så kritisable, at der er risiko for patientsikkerheden. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens tilsynsrapport, der påpeger forældet medicin, mangelfulde instrukser og utilstrækkelige kompetencer hos de ansatte. Der rettes også hård kritik mod den ansvarlige læge, der efterfølgende har valgt at stoppe hos Ignis et Aqua.

Lokalavisen Villabyerne har fået aktindsigt i Sundhedsstyrelsens tilsynsrapport om Ignis et Aqua, der er udarbejdet, efter at en patient sidste sommer døde i en af Ignis et Aquas ambulancer, mens den var på vej til hospitalet.

Sundhedsstyrelsen besøgte Ignis et Aqua i september 2014, og på den baggrund er der udarbejdet en tilsynsrapport. Her beskriver styrelsen, at man ved tilsynsbesøget konstaterede udløbne lægemidler, store mængder sterile produkter med overskredet holdbarhed samt lettere smertestillende tabletter i poser uden datomærkning. Flere gange i rapporten bliver det understreget, at arbejdet i Ignis et Aqua er sket med “risiko for patientsikkerheden”.

Hård kritik af læge

Ifølge Villabyerne rettes der i tilsynsrapporten også en hård kritik mod Ignis et Aquas ansvarlige læge i, Karin Bøsling, som hverken har instrueret de ansatte godt nok eller ført tilstrækkeligt tilsyn med dem. Hendes tilsyn har også svigtet i forhold til ambulancernes udstyr.

Karin Bøsling har haft ansvaret for at føre tilsyn med firmaets daglige drift, men opfyldelsen af dette ansvar er ifølge Sundhedsstyrelsen yderst kritisabelt. “Der er imidlertid betydelig diskrepans mellem den overordnet ansvarlige læges forventninger, og hvad der faktisk sker i administrationen af de ansattes kompetenceforhold samt konkret i forbindelse med ambulancetjenesten operative aktiviteter. Der er herunder betydelig diskrepans mellem, hvad man siger, man gør, hvad instrukserne foreskriver, og hvad man faktisk gør”, skriver styrelsen.

Køretøjer er nu førstehjælpsenheder

To måneder efter tilsynsbesøget modtog Sundhedsstyrelsen en opsigelse fra Karin Bøsling.

“Hun angav som årsag til sin fratræden vanskeligheder med at få udført procedurer for medicin og sterilvarer i depoter og på ambulancen, samt med at få bemandet ambulancerne med kvalificeret personale”, skriver styrelsen ifølge Villabyerne.

Da Ignis et Aqua nu ikke længere har en læge tilknyttet, har ambulancefirmaet meddelt Sundhedsstyrelsen, at firmaet ikke længere udfører opgaver, der kræver en ansvarlig læge. Deres køretøjer er endvidere ikke længere mærket med ”Ambulance”, men i stedet ”Førstehjælpsenhed”. 

Annonce