Ny beredskabschef i Vordingborg Kommune

Lasse Hansen
Beredskabschef Lasse Hansen

Torsdag den 1. marts 2012 tiltræder Lasse Hansen som ny beredskabschef i Vordingborg Kommune. Den kommende beredskabschef kommer fra en stilling som beredskabsinspektør og souschef i Kalundborg Kommunes beredskab. Det er et enigt ansættelsesudvalg, som har besluttet at ansætte Lasse Hansen som ny beredskabschef.

Lasse Hansen er 38 år og har en solid ledelseserfaring fra tidligere lederstillinger i det kommunale beredskab i Lejre Kommune og Falck Holbæk samt Kalundborg Kommune, hvor han siden 2008 har været ansat som beredskabsinspektør og souschef. Her har han deltaget i den daglige drift og ledelse af hele beredskabet og varetaget diverse myndighedsopgaver.

Borgmester Henrik Holmer ser frem til samarbejdet med den kommende beredskabschef. “Vi har søgt en udviklingsorienteret person, som kan være med til at definere fremtidens beredskab her i Vordingborg Kommune og forhåbentlig virke som inspiration for andre kommuner. Jeg er sikker på, at Lasse Hansen kan leve op til disse forventninger”, siger borgmesteren, der oplyser, at Lasse Hansen blev valgt blandt 16 ansøgere i et meget kvalificeret ansøgerfelt.

Lasse Hansen bliver som kommende beredskabschef leder for otte fuldtidsansatte og 19 deltidsansatte brandmænd. Han afløser Preben Jørgensen, som har valgt at overgå til et seniorjob som brandinspektør frem til marts 2013, hvor han går på pension.

Annonce

Hexagon Safety & Infrastructure