Alle nyhedskategorier
Falck på Fanø har fået ny ambulance, og i en tid, hvor ambulancerne er standardiserede, skiller den nye ambulance sig i høj grad ud. Årsagen er, at særlige forhold på Fanø gør de normale Mercedes-Benz Sprinter ambulancer uegnede til brug på øen. Det er især meget smalle gader, som giver behov for en ambulance med kort akselafstand, men klitområder og strande giver desuden behov for firehjulstræk. Valget er derfor faldet på en VW Transporter T5 4Motion.
En stor del af de reddere, der uddannes i dag, kan ikke få arbejde og må forlade faget. Derfor bør sundhedsministeren og undervisningsministeren ændre redderuddannelsen, så den gøres til en fire-årig uddannelse, hvor den nuværende assistent- og behandleruddannelsen kobles sammen. Dermed ville alle, der afslutter uddannelsen, gøre det på behandlerniveau og med kompetencer, der let ville kunne anvendes andre steder i sundhedssystemet. Det skriver Bodil Kornbek (S) og Jakob Andersen, der er formand for Chaufførernes Fagforening, i et åbent brev til de to ministre. Læs mere: Debat: Redderne uddannes direkte til arbejdsløshed
De seneste uger har nordjyske medier omtalt flere tilfælde, hvor politiets alarmcentraler angiveligt har afvist at sende en ambulance, fordi anmelderen ikke kunne opgive en præcis adresse. Det får nu Region Nordjylland til at kræve, at politiet straks viderestiller sundhedsfaglige samtaler til regionens vagtcentral, så vagtcentralen kan sende ambulancen af sted. Men politiet afviser, at alarmoperatørerne forlanger den nøjagtige adresse. ”Kender man ikke den nøjagtige adresse, så skal vi nok sende hjælp alligevel”, siger Steen Herlev Larsen, der er leder af Rigspolitiets 112-sekretariat.
Lægers påstande om, at det nye præhospitale setup i Region Sjælland, hvor der satses på paramedicinere, skulle have kostet fem liv, er udtryk for skræmmepolitik. Det mener paramedicinernes organisation, Dansk Paramedicinsk Selskab, som tager afstand fra lægernes påstande. Lægerne mener, at problemet især er, at paramedicinerne ikke er uddannede til at håndtere fremmedlegemer i luftvejene samt varetage intubation i forbindelse med genoplivning, men paramedicinerne påpeger, at paramedicinerne meget gerne vil have de kompetencer – men at modstand fra netop lægerne har forhindret, at paramedicinerne får den ekstra uddannelse.
Fra den 1. maj 2012 har Næstved Brand & Redning formentlig ikke længere en hjælpebrandstation i Herlufmagle, og 10 brandfolk vil dermed have fået en fyreseddel. Et nyt alarmeringssystem, hvor deltidsbrandfolkene kan melde sig til eller fra vagten, har tydeliggjort, at der er store bemandingsproblemer på brandstationen, men samtidig vil en lukning give en pæn besparelse. Også brandstationen i Fuglebjerg har bemandingsproblemer, og konsekvensen kan blive, at der på sigt må indføres 1-minutsberedskab i Næstved.
Der er intet, der tyder på, at paramedicinerne har begået fejl i de 17 cases, som en gruppe læger i går brugte som argument for at genindføre lægebemandede akutbil i Region Sjælland. Det mener Reddernes Udviklingssekretariat i 3F, der understreger, at der i de lægelige tilbagemeldinger i ambulancejournalerne ikke er påpeget fejl.
Fraværet af læger i Region Sjællands præhospitale beredskab koster liv, men det skal ikke ses som en kritik af de paramedicinere, der i dag bemander regionens akutbiler. Sådan lyder meldingen fra overlæge på Slagelse Sygehus’ akutafdeling, Claus Lie, der også påpeger, at lægerne ikke kan bevise, at patienterne i de meget omtalte cases havde overlevet, hvis der havde været en læge på skadestedet - men lægerne kan ifølge Claus Lie vise, at de havde kunnet give bedre behandlingsmuligheder. Læs mere: Afviser at indberetninger er kritik af paramedicinere
Striden mellem de tre faggrupper, der kæmper om at bemande Region Sjællands akutbiler, når nye højder, efter at anonyme læger angiveligt vil fremlægge påstande om, at paramedicinere og reddere i regionen i 17 tilfælde har begået alvorlige fejl, der resulterede i fem dødsfald og to svære hjerneskader. Men Region Sjælland skyder igen og beskylder lægerne for at være uetiske og tage patienter som gidsler i en faglig kamp, for størstedelen af de 17 tilfælde har lægerne aldrig indberettet til regionen. Læs mere: Hård kritik fra læger: 17 alvorlige redderfejl førte til fem dødsfald
En soloulykke i Næstved udviklede sig lørdag aften noget dramatisk, da en bil efter at have påkørt et vejtræ brød i brand. Bilens fører slap dog uskadt fra ulykken, det formentlig skyldes glat føre. Bilen blev derimod totalskadet efter kombinationen af påkørsel og brand. Side 1 ud af 380























