En stor del af reddernes opgaver består af kørsel med ambulance, både udrykningskørsel til akutte opgaver og kørsel med patienter, der skal indlægges på hospitaler - altså ikke hastende opgaver.
Alle ambulancer er bemandet med to reddere. Mindst den ene er uddannet ambulancebehandler/niveau 2, mens den anden som minimum som ambulanceassistent/niveau 1. Ambulancebehandleren fungerer som leder af ambulancen, mens assistenten er hjælper.
Ambulancebehandlerens kompetencer
- Overvåge hjerteaktiviteten ved hjælp af defibrillator
- Defibrillere (give elektrisk stød) ved hjertestop
- Give medicin mod Angina pectoris (iltmangel-smerter i hjertet)
- Give medicin til krampetilfælde
- Give medicin til astmabehandling
- Give en medicinsk gasblanding (lattergas og ilt), som er smertelindrende
- Løfte syge og tilskadekomne skånsomt med særligt udstyr
- Lægge halskrave ved mistanke om brud eller brud på halshvirvelsøjlen
- Behandle brud
- Yde fødselshjælp og pleje af nyfødte
- Frigøre fastklemte ved trafikulykker
- Indlede brandbekæmpelse
Uddannelse
Efter endt uddannelse som redder med speciale som ambulanceassistent skal redderen fungere som ambulanceassistent (niveau 1) i 18 måneder inden uddannelsen til ambulancebehandler (niveau 2) kan påbegyndes. Denne uddannelse varer fem uger og er en blanding af teori, sygehuspraktik og hospitalspraktik. Niveau 2-uddannelsen omfatter bl.a. kursus i tolkning af elektrokardiogram, kursus i behandling af traumepatienter (Prehospital Trauma Life Support), kompetence til yderligere mediciner bl.a. glucagon til sukkersygepatienter og telemedicin.
Paramediciner
Efter at have fungeret som ambulancebehandler i 36 måneder er der mulighed for at videreuddanne sig til niveau 3-behandler - også kaldet paramediciner. Uddannelsen er især rettet mod reddere, som bemander akutbiler eller er lægeassistenter på lægebiler, men i nogle regioner anvendes også paramedicinere i en del af de almindelige ambulancer.
Uddannelsen til paramediciner varer i alt fem uger, fordelt over 10 uger, med afsluttende eksamen umiddelbart efter den 10. uge. Uddannelsen består af otte dages teori, seks dages lægeambulancepraktik, 10 dages hospitalspraktik og en dags eksamen. Det skelsættende ved paramedicineruddannelsen er, at den giver kompetence til at yde avanceret behandling ved hjælp af intravenøs medicin til forskellige patientkategorier:
- Hjertestop: Adrenalin (karsammentrækkkende og stimulerende for hjerterytmen), atropin (øger hjerterytmen ved asystoli og langsom hjertefrekvens) og Cordarone (nedsætter hjerterytmen ved hurtige arytmier)
- Lungeødem: Furix (vanddrivende)
- Sukkersyge: Glukose (hæver blodsukkeret)
- Overdosering af opiater (heroin-ketogan mv.): Narcanti (binder sig bedre til receptorene i stedet for det indtagede stof)
- Overdosering af benzodiazepin (stesolid, råhypnol mv.): Lanexat (binder sig bedre til receptorene i stedet for det indtagede stof)
- Smertebehandling: Fentanyl virker som morfin, blot mere hurtigt og potent.
Alle kurser afsluttes med en prøve.






















