Udland

Falck vil sælge ambulanceabonnementer i Sri Lanka

Inden udgangen af i år vil indbyggerne i Sri Lankas hovedstad, Colombo, få mulighed for at tegne abonnement på akut ambulancehjælp fra Falck. Det danske redningskorps forventer sammen med partneren Med1, at private abonnenter vil gøre det muligt at sende omkring 20 ambulancer, lægebiler og lægemotorcykler på gaden og at ansætte omkring 100 medarbejdere.

Udland

England: Foruroligende alarmopkald viste sig at være falsk alarm

Politi, brandvæsen, ambulancetjeneste og offentligheden i Bridlington i England blev mobiliseret, da der mandag indløb et alarmopkald fra en pige, som fortalte, at hun var tre år og at hendes mor var faldet om i deres hjem, som pigen ikke kendte adressen på. Under det 33 minutter lange alarmopkald fortalte pigen, at hendes mor ikke rejste sig op, efter at hun var faldet, og da opkaldet kom fra en mobiltelefon uden SIM-kort, kunne det ikke spores. Derfor blev der iværksat en større eftersøgning, men det har nu vist sig, at der var tale om en falsk alarm – fra to 10-årige piger, som kedede sig i sommerferien.

Udland

USA: Reklamer på brandkøretøjerne skal redde lukningstruede brandstationer

Den amerikanske storby Baltimore med godt 600.000 indbyggere er blevet hårdt ramt af den økonomiske krise, og tre af byens brandstationer står i øjeblikket til at blive lukket. Det har ført til en alternativ redningsplan, hvor et udvalg under det lokale byråd foreslår, at Baltimore begynder at sælge reklameplads på brandkøretøjerne. Håbet er, at det vil indbringe så mange penge, at alle brandstationerne kan bevares.

Udland

Norge: Lægehelikopter og autosprøjte kolliderede

Et i forvejen usædvanligt færdselsuheld i Norge udviklede sig fredag noget dramatisk, da en lægehelikopter blev tilkaldt og landede på vejen tæt ved ulykkesstedet. Det lokale brandvæsens autosprøjte kørte nemlig for tæt på helikopteren, hvorved den blev ramt af helikopterens rotor. Den gav mindre skader på brandkøretøjet og rotoren, men helikopteren kunne ikke lette, og en tekniker måtte tilkaldes. Og i mellemtiden var hovedvejen spærret af helikopteren, og det gav store kødannelser.

Udland

Undersøgelse: Alarm- og vagtcentralpersonale rammes også af posttraumatisk stress

Personale på vagt- og alarmcentraler, der modtager alarmopkald, har ofte symptomer på posttraumatisk stress, viser en amerikansk undersøgelse. Ifølge undersøgelsen oplever alarmoperatørerne en stor følelsesmæssig belastning ved omkring en tredjedel af alarmopkaldene vedrørende alvorlige ulykker og sygdom, og 3,5 procent af alarmoperatørerne har så alvorlige symptomer, at der er tale om posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD).

Udland

Ambulancekonkurs kan koste hver redder over 100.000 kr.

Konkursen hos den svenske ambulanceoperatør Sirius Humanum tegner til at blive særdeles dyr for mange af de ambulancereddere og -sygeplejersker, som nu arbejder hos Falck, der overtog ambulancekørslen i marts. Reddernes opsparede ferie og afspadsering går nemlig tabt på grund af konkursen, og en ny opgørelse viser, at der er reddere, som mister over 100.000 svenske kr.

Udland

Falck skal slukke brande for mineindustrien i Chile

Falck har plantet flaget i det 34. land med købet af et chilensk rednings- og træningsselskab. Det er selskabet Aprem, som Falck nu ejer 80 procent af, og i den forbindelse skifter selskabet navn til Falck Aprem. Det nye Falck-selskab har 25 medarbejdere og hovedkvarter i hovedstaden Santiago, og det servicerer blandt andet den chilenske mineindustri med klinikker, sikkerhedstræning og redningstjeneste, for eksempel brandslukning i de oftest øde egne, hvor minerne ligger.

Udland

Ambulancepersonale mister penge på konkurs

De tidligere ansatte hos den konkursramte ambulanceoperatør Sirius Humanum står til at tabe penge på konkursen. Den statslige svenske garantiordning for lønmodtagere dækker nemlig kun de seneste tre måneders løn, og dermed risikerer de ansatte at miste ferie og afspadsering, som er sparet op over længere tid. Samtidig er der uro i Sirius’ andet og ikke-konkursramte ambulanceselskab. Også Falck har fået problemer, efter at 15 Sirius-ansatte har meddelt, at de ikke følger med over til Falck.