Reddere strejkede i protest mod nedslidt station

Falck-stationen i Hjørring er nedslidt, og især køkken, baderum samt opholds- og hvilerum er i dårlig stand. Det mener stationens reddere, som onsdag morgen besluttede at nedlægge arbejdet i protest mod de dårlige forhold på stationen. Falck-ledelsen mener, at der har været tale om en kommunikationsbrist, og efter at ledelsen havde lovet at udarbejde en opdateret tidsplan for en renovering af stationen, genoptog de 70 strejkende reddere arbejdet.

Redderne i Hjørring har i flere år arbejdet på at få Falck til at renovere stationen, der er opført i 1969. Tirsdag skulle sagen så atter drøftes mellem reddere og ledelse, men da mødet ikke gav et konkret resultat, gik redderne i strejke onsdag morgen.

Strejken ramte kun de ikke-akutte funktioner som autohjælp og sygetransport, mens et nødberedskab varetog ambulanceudrykningerne.

”Det kan muligvis lyde lidt forkælet. Men stationen er opført i 1969, og der er stort set ikke ofret penge på den siden. Og for redderne er stationen mere end bare en arbejdsplads fra 7-16. Det er vores andet hjem, og det er her, vi bor og laver mad, når vi ikke er hjemme hos vores familie. Kollegerne har nedlagt arbejdet, fordi de mener, at det er sidste udvej for at få ledelsen til at vågne op”, fortæller tillidsmand Per Green til Nordjyske Stiftstidende.

Midt på formiddagen fik redderne Falck-ledelsens løfte om, at der mandag vil blive fremlagt en skriftlig plan for en renovering af stationen. ”Det er en kommunikationsbrist, der er skyld i strejken. Vi er i fuld gang med en plan for renovering af stationen”, siger regionsdirektør Diana Sørensen fra Falcks Region Nord.

Annonce