Arbejdstilsynet godkender ny døgnvagtsaftale

Reddere
Arkivfoto

Falck, 3F og Chaufførernes Fagforening har indgået en ny aftale om brug af døgnvagt som vagtform, og den aftale er efter ekspresbehandling blevet godkendt af Arbejdstilsynet. Den nu godkendte aftale indebærer, at de tre parter benytter lovgivningens muligheder for at fravige de normale regler om hvileperiode og fridøgn, hvor udgangspunktet ellers er, at arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer.

Spørgsmålet om hvileperiode og fridøgn er reguleret i en særlig bekendtgørelse, der altså fastslår, at arbejdstiden skal tilrettelægges således, at de ansatte får en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer. Inden for hver periode på syv døgn skal de ansatte desuden have et ugentligt fridøgn, der skal ligge i umiddelbar tilslutning til en daglig hvileperiode. Det ugentlige fridøgn skal så vidt muligt falde på søndage og så vidt muligt samtidig for alle, der er ansat i virksomheden.

Ifølge bekendtgørelsen betragtes rådighedstjeneste på arbejdsstedet ikke som hvileperiode eller fridøgn, men bekendtgørelsen indeholder en række undtagelsesmuligheder, hvor reglerne om hvileperiode og fridøgn kan fraviges. Arbejdsgiveren og de relevante fagforeninger kan således aftale en fravigelse af reglerne, men det er et krav, at hver enkelt aftale skal godkendes af Arbejdstilsynet.

Enighed om døgnvagtsaftale

Netop sådan en fravigelse af Falck og de to fagforeninger, der organiserer redderne, nu blevet enige om. Aftalen er indgået mellem Falck og 3F for redderne i provinsen og mellem Falck og Chaufførernes Fagforening for redderne i Storkøbenhavn.

I praksis er aftalen udtryk for videreførelse af en gammel aftale fra 1975 med nogle ændringer. Der hersker imidlertid en vis usikkerhed om, hvordan den gamle aftale egentlig blev behandlet. Men tilsyneladende blev den godkendt af Arbejdstilsynet i 1975, dog med en klausul om, at Arbejdstilsynet ville behandle den igen fem år senere. Men det er angiveligt ikke sket, og dermed er det første gang i over 35 år, at reddernes døgnvagtsaftale er blevet behandlet af Arbejdstilsynet.

For redderne udenfor Storkøbenhavn indebærer døgnvagtsaftalen, at reddere på døgnvagt kun må være i arbejde i 300 minutter i alt i tidsrummet kl. 15.30 – 07.30 (beredskabstiden). De 300 minutter må dog gerne overskrides, men kun ved udrykningskørsel, uopholdelige patienttransporter efter lægekrav samt i katastrofesituationer. Beredskabstiden kan forskydes med en time.

Desuden er det fastlagt, at hver redder maksimalt må udføre i alt 18 timers arbejde i løbet af døgnvagtens 24 timers vagttid. Også de 18 timer kan dog overskrides, men kun ”enkelte gang om året i helt ekstraordinære situationer”.

Aftalen indebærer også, at redderne ved særligt vejrlig, større ulykker og katastrofer kan møde på stationerne op til to timer før den normale arbejdstids begyndelse, hvis redderne selv ønsker at gøre det.

Hovedreglen i aftalen er, at redderne ikke må udføre arbejde i det fridøgn, der følger efter døgnvagten. Men der kan opstå situationer, hvor arbejdet ikke kan afsluttes efter de 24 timers vagt, og hvis det drejer sig om udrykningskørsel eller hastende kørsler, som er rekvireret af alarmcentralen eller en læge, kan opgaverne udføres i fridøgnet. Hvis redderne har arbejdet mere end én time i fridøgnet skal vagtcentralen dog hurtigst muligt sikre afløsning, med mindre det indebærer risiko for patienten. Hver redder kan maksimalt udføre arbejde i fridøgnet otte gange om året.

For redderne i Storkøbenhavn er aftalen stort set identisk. Her er beredskabstiden dog kl. 14.45 – 07.00 for ambulancereddere og enten kl. 14.45 – 07.00 eller kl. 14.30 – 07.00 for øvrige reddere, f.eks. i brandtjenesten. For reddere i brandtjenesten gælder det dog, at de om lørdagen desuden kan deltage i de lovpligtige brandøvelser.

Som led i aftalen er det fastsat, at der for alle reddere på døgnvagt indlægges kompenserende hviletid i vagtplanen i form af to fridøgn efter hver døgnvagt.

Hurtig behandling af Arbejdstilsynet

Den nye døgnvagtsaftale er blevet behandlet usædvanligt hurtigt af Arbejdstilsynet. Aftalen er således indgået den 30. januar 2012, og samme dag anmodede Falck Arbejdstilsynet om at godkende aftalen. Og godkendelsen fra Arbejdstilsynets Kontor for Tilsyn og Metode er dateret den 30. januar 2012.

I godkendelsen bemærker Arbejdstilsynet, at der er aftalt to fridøgn for hver døgnvagt, mens lovgivningens krav alene er 22 timers kompenserende hvileperiode efter en døgnvagt. ”Arbejdstilsynet finder således, at aftalen til fulde opfylder kravet om kompenserende hvileperiode”, konstateret tilsynet, der også gør opmærksom på, at man har lagt vægt på, at der er fastsat en maksimal grænse for den effektive beskæftigelse i en døgnvagt, og at den grænse kun kan fraviges enkelte gange om året og kun i ekstraordinære situationer, ligesom der lagt vægt på, at kørsel ind i fridøgnet maksimalt kan ske otte gange årligt.

I godkendelsen gør Arbejdstilsynet imidlertid også opmærksom på, at det er Falck og fagforeninger, som skal sikre, at aftalen til enhver tid lever op til de gældende regler. Hvis der kommer nye regler eller ny domspraksis skal de tre parter således selv sørge for, at aftalen ajourføres.

Aftalen vedrører kun rammerne for hvileperiode og fridøgn. Hvordan aftalen i praksis udnyttes, afhænger af reddernes overenskomst.

Annonce