Beredskabet mod oversvømmelser styrkes

Beredskabsstyrelsen har fordoblet antallet af mobile dæmninger i beredskabet mod oversvømmelser. Dæmningerne kan bruges til at afskærme områder fra vandmasserne ved skybrud, kraftig regn eller stormflod. Fordoblingen sker efter, at Danmark gentagne gange er blevet ramt af voldsomt vejr med oversvømmelser til følge de seneste par år.

2.000 meter mobile dæmninger, der kan afskærme eksempelvis boligområder og kritisk infrastruktur mod oversvømmelser. Det råder Beredskabsstyrelsens operative beredskab nu i alt over efter at have anskaffet sig yderligere 1.000 meter mobile dæmninger, oplyser styrelsen.

De mobile dæmninger – også kaldet watertubes – er brede vandslanger af gummi. Slangerne kan udlægges på jorden og fyldes op med det vand, der ellers truer med at oversvømme et område, og derved fungere som en dæmning.

Fordoblingen af Beredskabsstyrelsens mobile dæmningskapacitet sker efter, at Danmark gentagne gange er blevet ramt af voldsomt vejr med oversvømmelser til følge de seneste par år. Eksempelvis blev boligområder i Jyllinge Nordmark ramt af oversvømmelser efter stormen Bodil i 2013 samt tvillingestormene Dagmar og Egon i januar 2015, hvor Struer og Lemvig blev udsat for stigende vandstande, så beboere måtte evakueres fra deres hjem.

Beredskabsstyrelsens mobile dæmninger er placeret ved de operative afdelinger i Thisted, Herning, Haderslev, Næstved og Hedehusene. Dæmningerne har en oversvømmelsesdybde på 80 cm og lever dermed op til kravene for at kunne indgå i EU-katastrofeindsatser mod oversvømmelser i udlandet.

Styrelsen styrker det operative beredskab mod oversvømmelser med yderligere to sandsækkefyldere ved årsskiftet samt to højkapacitetspumper primo 2016.

Annonce