Beredskabsforbundet mister sin ledelse

Tom Behnke. Arkivfoto

Folketingsmedlem Tom Behnke har besluttet at trække sig fra posten som præsident for Beredskabsforbundet. Det er alvorlig sygdom, som får Tom Behnke til at slutte som folkevalgt politiker og derfor også som øverste chef for Beredskabsforbundet. Der er endnu ikke fundet en afløser. Også posten som landschef er snart ledig.

”Jeg har været ramt af alvorlig sygdom, hvilket også har betydet, at jeg har måttet tage orlov fra Folketinget. Nu vil jeg samle kræfter til at forsøge at afslutte min tid som folkevalgt politiker på ordentlig vis, og derfor er jeg desværre nødt til at trække mig fra min post i Beredskabsforbundet”, siger Tom Behnke.

Det ærgrer Tom Behnke at skulle være nødt til at stoppe i utide.

”Jeg håber, de hurtigst muligt kan finde en afløser for mig og komme videre med de mange vigtige opgaver, som Beredskabsforbundet arbejder med”, siger han.

Landschefen i Beredskabsforbundet har fuld forståelse for Behnkes beslutning. ”Det er med beklagelse, at Beredskabsforbundet har modtaget meddelelsen fra Tom Behnke om hans øjeblikkelige fratrædelse fra posten som forbundets præsident. Men jeg forstår hans beslutning og håber, at han snart er helt frisk igen”, siger Per Junker Thiesgaard, der er landschef i Beredskabsforbundet.

Per Junker Thiesgaard stopper selv om landschef til sommer, da han efter et jobskifte flytter til udlandet. Den ulønnede post som landschef er slået op, mens Beredskabsforbundets landsledelse nu også skal i gang med at indstille egnede kandidater til præsidentposten. Man har indtil videre ikke et bud på en afløser for Tom Behnke. Også de to vicelandschefer har indenfor kort tid forladt Beredskabsforbundet, og heller ikke de poster er besat.

Annonce