Brandvæsen politianmeldt for at uddele julegaver

Foto: Rigspolitiet

Siden 2009 har Nordsjællands Brandvæsens station i Tikøb haft en fast juletradition, hvor brandvæsenet har hjulpet med at uddele julegaver til byens små børn. Men den tradition kan nu være slut, for efter dette års tur med julegaver har en lokal mand meldt brandvæsenet til politiet for at bruge et afgiftsfritaget brandkøretøj til et ulovligt formål.

Årets julegavetur blev omtalt i en lokal avis, og det fik tirsdag en 52-årig mand til at møde op på politistationen i Helsingør, hvor han meldte Nordsjællands Brandvæsen til politiet for at have brugt et afgiftsfritaget brandkøretøj til andet end udrykningskørsel.

Hos SKAT bekræfter man, at brandkøretøjer ikke må bruges til julegaveuddeling. ”Det må de selvfølgelig ikke, medmindre de har fået en særlig tilladelse fra politiet, idet brandslukningskøretøjer er fritaget for registreringsafgift, og kun må bruges til udrykningskørsel. Hvis de ikke har fået en polititilladelse, så vil vi i første omgang formentlig indskærpe overfor brandvæsenet, at udrykningskøretøjerne ikke må anvendes sådan”, siger chefkonsulent Jørn Schoop til Lokalavisen/Helsingør.

Annonce