Det præhospitale beredskab overtager driften af lægevagten

Fra 1. januar 2014 bliver det Region Hovedstadens præhospitale enhed – Den Præhospitale Virksomhed – som skal drive lægevagten i regionen. Et politisk flertal har besluttet at hjemtage lægevagten, så den ikke længere skal drives af de praktiserende læger, og dermed skal Den Præhospitale Virksomhed fremover står for AMK-vagtcentral, akutlægehelikopter, akutlægebiler, ambulancer og liggende sygetransport samt rådgivning og visitationshjælp via akuttelefonen 1813 – og altså lægevagten.

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Andreas Røpke (uden for partierne) i regionsrådet er blevet enige om, at der skal skabes et enstrenget akutsystem i hele Region Hovedstaden pr. 1. januar 2014. Der skal samtidig sikres en tæt opkobling til akutmodtagelser, akutklinikker og sundhedshuse, og det vil i praksis betyde en sammenlægning af akutmodtagelser, akutklinikker og sundhedshuse med lægevagten i regionens regi.

For borgerne betyder det, at de kun vil skulle huske to telefonnumre, nemlig 112 ved akut livstruende sygdom eller tilskadekomst, og 1813 ved behov for rådgivning og visitation til relevante akuttilbud. Akuttelefonen 1813 vil blive udvidet med flere sygeplejersker og læger, og 1813 vil fremover også kunne tilbyde vagtlægebesøg.

Partierne er enige om, at lægevagtordningen hjemtages med virkning fra 1. januar 2014. Der etableres en lægevagt i Sundhedshuset i Helsingør, og de praktiserende lægers nuværende lægevagt kan i første omgang flytte ind i og anvende lokalerne frem til 1. januar 2014. Derefter overtager regionens egen lægevagt.

Annonce