Bilister kører dødskørsel efter ambulancer med udrykning

Arkivfoto: Thomas Voss

For nogle bilister er en ambulanceudrykning en kærkommen mulighed for at springe myldretidstrafikken over, mens andre holder pænt i kø. Flere ambulancereddere landet over fortæller således om bilister, der i høj fart lægger sig lige bagefter et udrykningskøretøj og endda følger med over ved rødt lys.

”Nogle gange er det pårørende, der mister jordforbindelsen og følger efter ambulancen. Men der er også flere andre bilister, der følger efter ambulancer under udrykning”, fortæller Kenneth Jensen, der er redder og fællessikkerhedsrepræsentant for Falck i Region Øst, til MetroXpress.

De vestsjællandske reddere har samme oplevelse. ”Om det er for at komme hurtigt frem, eller fordi folk er nysgerrige, ved jeg ikke. Men flere biler lægger sig helt op bag ambulancer under udrykning. Det har jeg selv oplevet flere gange. I de 20 år, jeg har kørt ambulance, har adfærden aldrig været værre end nu. Det er dødsensfarligt og egoistisk. Desværre tror jeg, at det er svært at gøre noget ved problemet. Der er en tendens i samfundet til, at man bare skal hurtigt frem”, siger redder og fællestillidsmand Morten Andersen fra Falck i Slagelse til MetroXpress.

Morten Andersen tilføjer, at bilisterne kun sjældent bliver meldt til politiet. Det sker normalt kun, hvis en bilist decideret har chikaneret en ambulance.

Annonce