Falck er dyrest men bevarer formentlig brandslukningen

FalckDet kommunale Thisted Brandvæsen kan ifølge et kontrolbud, som brandvæsenet har udarbejdet, drive brandstationerne i Hurup, Hanstholm og Frøstrup ca. 133.000 kr. billigere pr. år end Falck. Ikke desto mindre ser det ud til, at Falck efter et netop gennemført udbud får en 10-årig kontrakt på brandslukningen i en del af Thisted Kommune.

Thisted Kommune har i dag kommunal brandslukning i den gamle Thisted Kommune, mens der i de gamle Hanstholm og Sydthy kommuner er kontrakt med Falck, som driver brandstationerne i Hurup, Hanstholm og Frøstrup.

Nu har brandslukningen i Falcks nuværende slukningsområde så været i udbud, og kun Falck har afgivet et bud. Thisted Brandvæsen har dog udarbejdet et kontrolbud, der viser, hvad kommunal brandslukning ville koste.

Falck tilbyder at udføre brandslukningen på en 10-årig kontrakt til 3.745.832 kr. om året, mens det kommunale brandvæsen har regnet sig frem til en pris på 3.612.150 kr. En overgang til kommunal brandslukning vil dog indebære en etableringsudgift på 728.000 kr.

Trods prisforskellen til fordel for kommunal brandslukning ser det ud til, at Thisted Kommune vælger at videreføre den nuværende struktur, hvor brandslukningen deles mellem det kommunale brandvæsen og Falck. Kommunens beredskabskommission har således indstillet, at der indgås en 10-årig kontrakt med Falck, og den indstilling ventes i dag at blive fulgt af politikerne i økonomiudvalget.

Brandslukningen i den del af kommunen, som Thisted Brandvæsen dækker, var ikke i udbud.

Annonce