Folketingskandidat skal nu også fjerne Responce-logo

I sidste uge måtte ambulancebehandler og folketingskandidat Finn Thranum efter opfordring fra Region Midtjylland ændre bemalingen på sin kampagnebil, fordi bemalingen gjorde, at bilen mindede for meget om en ambulance. Nu har Finn Thranums arbejdsgiver, Responce, så også fået pålagt at tilbagekalde den tilladelse, som Thranum havde fået til at anvende et billede af sig selv i Responce-uniform. Selv mener Finn Thranum, at han er udsat for chikane fra regionens side.

Finn Thranum arbejder til dagligt for ambulanceoperatøren Responce, og han havde forud for valgkampen fået Responces tilladelse til at anvende et billede af sig selv i Responce-uniform i kampagnematerialet, herunder på kampagnebilen.

Ifølge Finn Thranum er Responce imidlertid blevet kontaktet af Region Midtjylland, der har påbudt ambulanceoperatøren at tilbagekalde tilladelsen. Og det er nu sket – Responce har påbudt Finn Thranum at ændre valgmaterialet, så Responce-logoet ikke længere fremgår. Derfor er kampagnebilen nu blevet forsynet med nye partiklistermærker, der dækker Responce-logoet på uniformen.

Region Midtjylland har ikke kommenteret sagen, men Finn Thranum mener selv, at regionens reaktion har en politisk baggrund. ”Jeg opfatter det som politisk chikane, fordi jeg som folketingskandidat var ude med forslaget om at nedlægge regionerne allerede i maj måned”, siger Finn Thranum.

Annonce