Fondspenge til frivilligt beredskab

Arne Kurdahl fra TrygFonden overrækker checken til frivilligkoordinator Morten Jørgensen

Med en donation på 400.000 kr. kan Københavns Brandvæsens frivilligenhed nu udstyre sin mobile behandlingsplads, så den er klar og fuldt funktionsduelig, når en ulykke sker, og de frivillige skal tage sig af tilskadekomne. Behandlingspladskøretøjet er tidligere indkøbt af Det Frivillige Supplerende Beredskab ved Københavns Brandvæsen, men køretøjet har manglet det nødvendige udstyr for at kunne bruges.

Det er TrygFonden, som har givet donationen til det frivillige beredskab.

”Vi er utrolig glade for TrygFondens donation. Nu kan vi indkøbe det udstyr, der mangler, for at behandlingspladsen kan tages i brug, ligesom vi kan gøre den klar til at fungere under alle vejrforhold året rundt. Den vil komme til at gøre stor gavn for både københavnere og hovedstadens besøgende, som kommer til skade og har brug for hjælp”, siger Morten Jørgensen, frivilligkoordinator ved Københavns Brandvæsen.

Der er 85 frivillige i Det Frivillige Supplerende Beredskab i København. Beredskabet har eksisteret siden 2012 og fungerer som en vigtig ekstra ressource til det daglige beredskab i Københavns Brandvæsen. De frivillige hjælper bl.a. ved oversvømmelser og ulykker, ligesom de står klar til at tage sig af tilskadekomne ved større idræts- og kulturarrangementer i Københavns Kommune. Den nye behandlingsplads vil derfor være en god hjælp i brandfolkenes arbejde.

Annonce