Hillerød får fem nye brandkøretøjer

Brandslukningen i Hillerød Kommune har været i udbud, og både driften af beredskabet og levering af køretøjer blev vundet af Falck. Den nye brandslukningskontrakt træder i kraft den 1. juli 2012, og den indebærer, at en stor del af vognparken hos Falck i Hillerød skal skiftes ud. I alt skal Falck således stille med fem nye køretøjer, der blandt andet sikrer, at førsteudrykningen fremover medbringer over 14.000 liter vand.

Den nye brandslukningskontrakt mellem Hillerød Kommune og Falck løber i fire år med mulighed for forlængelse i 2 x 2 år.

Fremover vil beredskabet hos Falck i Hillerød bestå af en Hurtig Sluknings Enhed, som bemandes med en holdleder og en brandmand i 1-minutsberedskab, samt to slukningstog, der hver bemandes med en holdleder og fem brandfolk i 5-minuttersberedskab.

Brandslukningskontrakten implementerer Hillerød Kommunes nye risikobaserede dimensionering, der giver behov for, at beredskabets førsteudrykning medbringer mere vand. Kommunen vil nemlig reducere antallet af brandhaner, således at der fremover kun satses på de brandhaner, der har en ydelse på over 800 l./min. Derfor ændres køretøjssammensætningen, så førsteudrykningen fremover medbringer over 14.000 l. vand.

Falck skal som led i kontrakten indsætte to nye tanksprøjter med en kapacitet på 6.000 l. vand og med frontspil. Den ene af tanksprøjterne skal være forsynet med frigørelsesværktøj. De suppleres af en ny tankvogn med en kapacitet på 8.000 l. samt en brugt stigevogn, der maksimalt må være fra 2007 og skal have brøndredningsfunktion. Stationens Hurtig Sluknings Enhed (HSE) skal også udskiftes med en ny, der skal medbringe Cobra skæreslukker, overtryksventilator, termisk kamera og frigørelsesværktøj. Endelig skal der indsættes en ny indsatsledervogn af SUV-typen med 4×4, og den skal indrettes med arbejdsplads med computer og printer. Beredskabet skal også råde over en miljøtrailer og en redningsbåd.

Annonce